sig, og det tegnede sig derfor til, at en alvorlig Strid vilde vente Kong Haakon og Dronning Margrete, naar de i sin Tid skulde til at gjøre de Fordringer gjeldende, som de ansaa sig berettigede til at fremsette paa deres Søn Olafs Vegne.
Ogsaa Hansestæderne vare nøje interesserede i Spørsmaalet om den danske Succession. I Fredstractaten mellem dem og Danmark var det udtrykkeligt bestemt, at der ikke skulde udnævnes nogen Efterfølger efter Valdemar uden med Stædernes Samtykke. Derfor kom det nu ogsaa særdeles meget an paa at besidde deres Venskab, og deres Magt og Indflydelse i Norden var større end nogensinde. De vare nu midlertidigt igjen tildeels indtraadte i sine gamle Forhold i Norge, skjønt endnu ingen endelig Fred var kommen istand, og der fremdeles underhandledes om en saadan, som det i det Følgende vil blive nærmere omtalt. Deres Rettighed med Hensyn til Kongevalget i Danmark kan neppe andet end have forøget deres Anseelse i de tvende andre nordiske Magters Øjne og gjort det dobbelt ønskeligt for hvert af de tvende Dynastier, der nu tvistede om Nordens Troner, at vinde dem for sig.
Disse vare Rigets Forhold til de nærmeste Naboer. Inden Riget selv indtraadte nu atter de Forhold, som havde fundet Sted før Kong Magnus’s Tilfangetagelse, og idetmindste af Navn tog denne nu atter sin bestemte Deel af Riget (Tunsberg, Skienssyssel m. m.) under sin Bestyrelse[1]. Endnu samme Høst, som han var kommen paa fri Fod, bereiste han denne Deel og udgav fra Gimsø Kloster ved Skien den 21de November 1371 et Brev, hvori han bekræftede de af ham selv og Sønnen tidligere givne Frihedsbreve for denne Stad, og forbød navnlig alle og Enhver at holde nogen Kjøbmandskab i Gimsø, undtagen hvad Abbedissen behøvede at kjøbe til Klostrets Ophold[2]. Hensigten med denne Kong Magnus’s Reise til Skien var neppe nogen anden end at opdrive Penge for at skaffe den ved Fredsslutningen i Stockholm vedtagne Løsningssum til Veje. Af denne Aarsag var det vel ogsaa især,
- ↑ Dette vil sees af det følgende, jvfr. forrige Bind S. 613. Allerede d. 25de Febr. 1372 udsteder Kong Magnus i Oslo Landsvistbrev for en Thov Gunnarssøn i Nissedal, Thelemarken (Dipl. N. I. 417). Vel findes Forhørsbrevet over denne Sag at være hervendt til K. Haakon og dateret senere, 2den Juni 1372 (Dipl. N. I. 420), men efter nærmere Overveielse bliver det os klart, at Udstederen, Sysselmanden Bjørn Thorleifssøns Lensmand, maa have skrevet XVII istedetfor XVI (17de istedetfor 16de Aar), hvilket let kunde skee, og at Brevet saaledes er af 1371; dermed passer det netop, at det er henvendt til Haakon, saasom Magnus da endnu var fangen. Desuden sees Forhørsbrevet ved Magnus’s eget Segl, paatrykt ved Udstedelsen af Landsvistbrevet, at have været forbundet med dette, følgelig maa det være eldre.
- ↑ Norges gl. Love III. S. 189.
