Side:Det norske Folks Historie 2-2.djvu/64

16

Haakon Magnussøn og Magnus Erikssøn.

tidligt maatte lede til Fjendtligheder. Endvidere var der vel ogsaa endnu siden sidste Krig mange særlige, deels offentlige, deels private Sager at afgjøre, som kunde lede til nye Forviklinger. Alene Bestemmelsen om, at Kong Magnus skulde beholde en Deel af Sverige, uden dog at Frelsemændene i denne Deel vare forpligtede til at lyde ham, maatte gjøre Forholdet svævende og Freden usikker, ej at tale om de private Stridigheder, der vanskeligt kunde undgaaes mellem de overmodige og uregjerlige Stormend af begge Partier indbyrdes, naar de skulde afgjøre sit Mellemværende, og ordne de nye Grændseforhold, som nu, idet mindste for en Tid maatte opstaa. At Fjendtligheder, trods Fredsslutningen, virkelig endnu af og til have været øvede mellem Kongerne og Mecklenburgerne, saavel i som udenfor Sverige, og at Kongerne betragtede sig som endnu staaende paa Krigsfod med dem, maa man med Bestemthed slutte af flere Yttringer ved de Fredsunderhandlinger, deri September 1372, som vi strax nedenfor ville see, førtes mellem Kongerne og Stædernes befuldmegtigede Raadmend. Kongerne klagede ligefrem over, at Borgerne i Rostock og Wismar, altsaa de Stæder, som lød under Mecklenburgerne, ej havde holdt Stilstanden, og siden, i Stilstandsbrevet, blev det udtrykkeligt bestemt, at disse to Stæder ej maatte tilføje Kongerne eller deres Undersaatter nogen Skade eller staa deres egne Hertuger bi mod dem, undtagen hvis Kongerne angreb Hertugerne i disses eget Land. Ligeledes klagede Kongerne over, at Stæderne efter Stilstanden i 1370 havde i Marstrand med Magt befriet de fornemme svenske Herrer Benedict Philipssøn og Karl Ulfssøn, hvilke der vare anholdte som sande og offentlige Forrædere og Fiender mod Kongerne, og siden med væbnet Haand ført dem gjennem Riget og Kongernes Lande, det vil da vel altsaa sige langs Kysten, indtil de med Sikkerhed kunde begive sig hjem: hvad der neppe kan forstaaes anderledes, end at begge disse Herrer paa en Søreise have været fordrevne af Storm til Marstrand og der ere blevne anholdte. Da saavel Benedict Philipssøn som Karl Ulfssøn deeltoge i Dagthingningen ved Eedsviken og sandsynligviis forblev i eller ved Stockholm lige til Fredsslutningen i August, synes det at være vist, at denne deres Paagribelse af Kongernes Ombudsmend og Befrielse ved tydske Skibe har fundet Sted enten sidst i 1371, eller i Begyndelsen af 1372. Omvendt.erfares det, at Kongernes Tjeneste-Mand Æsbjørn Blaapanne endnu i Mai 1373 var i Fangenskab, sandsynligviis hos Mecklenburgerne eller deres Tilhængere, da hine udstedte deres Gjeldsbrev til en vis Harald Magnussøn, der havde paataget sig at udlegge Løsningssummen, 600 Mk. svensk, for denne Sum og til Sikkerhed pantsatte ham Kindahered med alle kongelige Indtægter og