dette, og at de selv havde medgivet dem Fuldmagtsbreve dertil, svarede Kongerne, at de ej havde givet Raadsherrerne Fuldmagt til at indgaa saa store Forpligtelser, og at disse Raadsherrer vare deres „sande Forrædere“. Dette, mente Raadmendene, kom ej Stæderne ved, da disse jo ikke kunde holde sig til andet end de dem forelagte Breve med Kongernes Segl, ja Kongerne havde jo desuden ved Overeenskomsten i Søderkøping, da de i Stedet for Baagahuus overlod Stæderne Borgbolm, factisk godkjendt Forpligtelserne. Ogsaa dette, svarede Kongerne, havde de kun gjort nødtvungne, fordi Grev Henrik af Holsten var gaaet i Borgen for Kong Magnus[1]. Men om end Kong Magnus’s Hænder vare bundne, indvendte Raadmendene, saa havde dog Haakon fuld Raadighed over sit Rige, og han var selv gaaet i Borgen for sin Fader. Kongerne fremsatte nu ogsaa sine Klagepunkter, af hvilke den fornemste var den, at Stæderne, som de sagde, var Skyld i, at de havde mistet sit Rige Sverige, saasom de havde skaffet Hertugen af Mecklenburg baade Skibe, Levnetsmidler og andre Nødvendigheder. Raadmendene svarede hertil kun, at Stæderne vare uskyldige deri. Paa denne Maade hengik flere Dage med gjensidige Klagemaal, da ingen af Parterne vilde være den første til at rykke ud med sin egentlige Hensigt og Mening. Endelig søgte Kong Magnus den 22de September at bringe en Afgjørelse istand og spurte Raadmendene, hvad da Stædernes egentlige Fordring var. Hertil svaredes: Skadeserstatning og Stadfestelse samt Forbedring af deres Privilegier. Kunde Kongerne ikke nu strax betale den hele Sum, som Erstatningen kom til at udgjøre, saa var man tilfreds med, at de nu kun betalte noget, og derpaa det øvrige afdragsviis, eller og i dets Sted forbedrede Privilegierne. Kongerne forlangte nu at høre disse Privilegier oplæste. Dette skete to Gange, for dem selv og deres Raad, men nogen Afskrift deraf vilde Raadmendene af visse Grunde, som det heder, endnu ikke meddele, derimod vilde de skriftligt indgive de Artikler, som de ønskede bekræftede og forbedrede. Nu fremsatte Kongerne paa sin.Side fire Punkter, nemlig, at den paa begge Sider lidte Skade kunde gaa op mod hinanden; at Stæderne erklærede, hvad Tjeneste og Understøttelse de vilde yde Kongerne for Privilegiernes Stadfestelse; at der skete dem billig Erstatning, fordi Stæderne havde benyttet og udøvet Privilegier og Friheder uden at være bekræftede deri af Kong Haakon og mod hans Vilje, og endelig at de selv, som de forbeholdt sig, kunde nyde sin Ret mod dem, der under Stilstanden havde fornærmet dem og deres Mend.
- ↑ Dette er noget dunkelt, idetmindste saaledes som det anføres hos Suhm; man skulde næsten tro, at Grev Henrik i Kongens Navn havde beseglet Overeenskomsten eller uopfordret gaaet i Borgen for ham, (paa samme Tid, som Gesandterne egenmegtigt handlede om Giftermaalet mellem hans Syster og Kong Haakon) for derved desmere at tvinge ham til at godkjende Tractaten.
