ker sig kun til, at der atter blev raadslaaet om de hensigtsmessigste Foranstaltninger til at hindre Fjordekjøb og al anden ulovlig Handel til Kjøbstædernes Skade, thi det siges i en sildigere Forordning om dette Emne udtrykkeligt, at Forbud derimod udstedtes af begge Konger efter Samraad med Erkebiskopen og hine øvrige anseede Mend, og dette Forbud haves netop i en Forordning, som begge Konger tilsammen udstedte i den paafølgende Marts Maaned[1]. Men denne Sag, saa meget den end synes at have ligget Kongerne og Høvdingerne paa Hjertet, kan dog umuligt have været Hovedsagen, hvorfor saa mange Stormend fra alle Landets Kanter samledes. De egentlige Forhandlingsemner maa have været vigtigere Anliggender, hvis Afgjørelse vare mere trængende, navnlig først og fremst det fremtidige Forhold til Danmark (hvorom nedenfor), samt dernæst det endnu ikke ordnede Forhold til Hanseaterne og de Klagemaal, man fremdeles havde at føre over Tydskernes Ferd i Norge, saavelsom ogsaa Midlerne til at udrede Kong Magnus’s Løsesum, eller maaskee endog til at føre en ny Krig, hvis den nærværende, allerede ufuldkomne Fredstilstand, der mere var at kalde en Vaabenhvile, skulde ophøre.
De tydske Kjøbmends Overmod og Voldsomhed kunde vistnok foraarsage alvorlig Bekymring; thi de overtraadte uden Sky endog de Befalinger, deres egne Stæders Raadmend havde givet dem fra Hansedagen til Forebyggelse af nye Stridigheder. Ikke engang Kongernes Nærværelse var istand til at holde dem i Sum„ og hvis det, som slet ikke er usandsynligt, netop var en af Hensigterne med Kongernes lange Residens i Bergen at hindre deres Overgreb, saa ser man noksom heraf, at de allerede vare voxede dem over Hovedet. Uagtet de for Lovovertrædelser skulde svare for norsk Ret og efter norsk Lov, vægrede de sig dog altid derved, men afgjorde Sagerne sig selv imellem ved selvvalgte Dommere, eller rettere Voldgiftsmend, og fastsatte Forliig og Bøder,
- ↑ N. gl. Love III. 184. Denne Forordning er her dateret fra Bergen Fredag for Gregorii Dag i Kong Haakons 9de Aar, hvilket saaledes skulde være 8de Marts 1364. Men da Kong Magnus og Haakon i hele Begyndelsen af 1364 vare i Sverige, iagttagende K. Albrechts og Oprørernes Bevægelser, er det umuligt, at Forordningen kan være udstedt i dette Aar; endmindre i de følgende mat 1365–1371, da Kong Magnus var fangen; den kan ej være udstedt i 1372, da Kongerne endnu sidst i Februar vare i Oslo, og.i April i Nidaroos, samt først derfra kom til Bergen: 1373 kan det heller ikke være, da K. Haakon den 18de Marts var i Lider; altsaa maa det være 1374, og Afskriveren (den eneste Afskrift, vi have, er meget ny og slet) maa have skrevet 9de (IX) for 19de (XIX): en ikke usedvanlig Fejtagelse. Det er i en Forordning af 19de Aug. 1384, at der udtrykkeligt siges,at Kongerne Magnus og Haakon „med Erkebiskopens, andre Biskopers, lærde Mends, Ridderes og andre deres Mends Raad“ havde aflagt og forbudet Fjordekjøb. (Norges gl. Love III. S. 223).
