Side:Det norske Folks Historie 2-2.djvu/83

35

1374. Kong Magnus’s Død.

Saadant bedrøveligt Endeligt fik Kong Magnus, efter en lang og urolig Regjering, i sit 59de Aar. De, der ved hans Tiltrædelse til Regjeringen som fuldmyndig Konge betragtede Forholdene, saaledes som de alene viiste sig paa Overfladen, maatte prise ham lykkelig som en af de mægtigste blandt Europas Fyrster paa den Tid. To Kongeriger lød jo under hans Sceptere, og dermed havde han forenet en stor Deel af det tredie; hans Herredømme strakte sig lige fra Ladoga til Vesterhavet, over Øer og Lande i dette lige til det yderste Nordvesten, og lige fra Nordiishavet til Halvøens yderste Spidse ved Østersøen. For dem maatte det synes utænkeligt, at han ved sin Død kun skulde have nogle faa Landskaber tilbage af den hele Herlighed, og selv disse egentlig kun i Fellesskab med sin Søn. Men for Enhver, der paa nær Hold iagttog alle Forhold og lærte dem nøjere at kjende, kunde den ulykkelige Vending, som hans politiske Livsbane tog, ikke være overraskende. Det maatte forlængst have været dem indlysende, at allerede Stormands-Veldet og Stormands-Selvraadigheden i Sverige alene var mere end nok til endog at kunne drive en kraftigere og forstandigere Mand end Magnus til Fortvivlelse, endsige at han ved Siden deraf ogsaa skulde kunne overtage at vedligeholde og befeste en Union, der allerede i sin Stiftelse bar Spiren til sin Opløsning i sig. Kong Magnus arbeidede saa godt han kunde og med den bedste Vilje mod Strømmen i begge Retninger, men Strømmen var ham for sterk, og han maatte bukke under for den. Vi have seet ham modigt og ufortrødent gjøre idelige Forsøg paa at hevde Kronens og Folkets Ret lige over for de anmassende Stormend. Vi have seet ham roosverdigt beskjeftiget med at forbedre Lovgivningen, ideligen arbeidende paa at løsrive sine Undersaatter fra et ydmygende Handelsaag, benyttende Leiligheden til at vinde en fordeelagtig Tilvext for det ene af sine Riger, medens han derved ogsaa sikkrede det en tryggere Grændse, forsvarende sine Riger mod raa Barbarers Angreb i Østen, uophørligt reisende fra det ene af Rigerne til det andet for ikke at forsømme noget af dem, og fornemmelig velgende sin Residens paa Grændsen, hvorfra han paa een Gang kunde holde Øje med dem begge, og hvorved tillige Bevidstheden om Unionens Tilværelse maatte blive mere levende hos Indbyggerne i dem begge: kort, vi have seet ham udfolde en Virksomhed, der legger for Dagen, at han baade klarligen var sig sine Pligter bevidst, og havde den redeligste Vilje til at opfylde dem. Under gunstigere Forholde vilde han maaskee endog have glimret som en udmerket Regent. Men her vare Forholdene ej alene det modsatte af gunstige, men endog saa fortvivlede, at selv en langt mere begavet Fyrste end han neppe vilde have kunnet overvinde dem, end mindre at Magnus, med sine aabenbart kun tarvelige Evner, skulde kunne rede sig ud af dem med Held, især da det tillige var ham beskikket at