Side:Det norske Folks Historie 2-2.djvu/89

Denne siden er korrekturlest
41
1374. Kong Magnus’s Død og Eftermæle.

Gud, Ild og Vand, hvormed han har straffet mig for min Ugudelighed, min Bedragerskhed og Usandferdighed, min Indbildskhed og Hovmod, og min Voldsomhed, Ubarmhjertighed og alt det andet onde, jeg har begaaet. Alt dette har Gud ved sit guddommelige Forsyn gjort til min Sjæls Frelse“. At dette Brev strax efter Kong Magnus’s Død er sammensat af en eller anden russisk Geistlig, der i det Hele taget – enkelte Undtagelser fraregnede – har været ret vel bekjendt med de Begivenheder, han berører, er øjensynligt, saavelsom at hans Hensigt maa have været den, derved at afskrekke de Svenske, idetmindste Grændseboerne, fra at øve Fjendtlighod mod Russerne, især efterat der, som man maa antage, netop i Aaret 1374 var indgaaet en ny Fred eller længere Stilstand mellem Rusland og Sverige. Men at Forfatteren selv for Alvor skulde have troet, at Kong Magnus endte sine Dage i et russisk Kloster, er utenkeligt; han maatte dog vide bedre Beskeed: han maatte idetmindste vide, at om Magnus end havde overstaaet Faren ved Lyngholmen, saa var han dog i alle Fald ikke kommet til noget russisk Kloster. Naar han alligevel foregiver dette, kan man neppe forklare det anderledes, end at han har troet at kunne benytte sig af den Omstændighed, at Magnus omkom i Norge, saa langt fra de yderste Grændser mod Rusland, til at indbilde de svenske Grændseboer noget saadant. Dog er det ikke umuligt, at der paa disse Kanter virkelig herskede nogen Uvished om, hvorvidt Kong Magnus var omkommen ved hiint Ulykkestilfelde eller ej. J de Tider kunde det nok vare længe, inden man erfarede den sikkre Sandhed om en Tildragelse, der havde fundet Sted i saa fjerne Egne, især da der nu endog var et spendt Forhold mellem Norge og Sverige, og Rygter eller Beretninger om Begivenheder i det vestlige Norge derfor vel og maatte have større Vanskelighed ved at arbeide sig frem til Sverige og gjennem dette, indtil de naaede de yderste Grændsestrøg i Østen. Naar Forfatteren lader det være 40 Aar mellem Thorgils Knutssøns russiske Krig (1293–1300) indtil Freden i Orechovetz 1323, samt 30 Aar mellem denne og Kong Magnus’s Tog til Rusland i 1348, da tør det vel hende, at disse Unøjagtigheder alene ere at skrive paa senere skjødesløse Afskriveres Regning, skjønt man ogsaa meget godt kan tænke sig, at Forfatteren, uagtet vel bekjendt med Begivenhederne overhoved, ikke saa nøje erindrede Aarene. Skildringen af Sveriges ulykkelige Tilstand under Magnus’s Regjering, hvorvel noget overdreven, stemmer nok saa godt med, hvad vi andenstedsfra vide om Forholdene der. Beskrivelsen over Kongens haarde Fangenskab og elendige Udseende, da han omsider blev befriet deraf, tør maaskee paa det nærmeste medføre Sandhed. Den viser os her udtrykkeligt Haakon ganske som den kjærlige Søn, vi ellers alene kunne slutte os til, at han maa have