Side:Det norske Folks Historie 2-2.djvu/90

Denne siden er korrekturlest
42
Haakon Magnussøn.

været. Hvad der fortælles om Ulykkestilfeldet paa Søen, som Magnus ifølge denne Beretning skulde have overstaaet, stemmer besynderligt nøje med den islandske Fortælling, og det er maaskee endog muligt, naar det kommer til Stykket, at dennes Tillæg om, at Magnus var hellig, kunde staa i nogen Sammenhæng med den Tro, at han skulde være bleven optagen i et Kloster og der have endt sine Dage. Herom faar man vel tenke, hvad man vil: vi have ikke villet undlade at meddele et Uddrag af dette besynderlige Product, fordi det dog altid indeholder Oplysninger, der, hvor daarlige de end i sig selv ere, ved en saadan Mangel af udførlige historiske Beretninger, som den, der hersker med Hensyn til Kong Magnus’s Historie, dog ikke ere at foragte.

4. Kirkelige Tildragelser. Ny Pavetiende paabudt.


Om de kirkelige Forhold og Tildragelserne inden Kirkens Omraade i de første Aar efter Fredens Gjenoprettelse vides ikke meget andet, end hvad der stod i Forbindelse med de pavelige Pengefordringer og Indkrævninger. Allerede Pave Urbanus den 5te havde, som det i det Foregaaende er omtalt, i 1363 paalagt en ny Treaarstiende og udnævnt Guido af Croix til sin Nuncius og Overindsamler for Norden. Mod Slutningen af hans Levetid døde Guido[1], og han beskikkede nu i hans Sted den forrige Nuncius, Henrik Biscop, der imidlertid var bleven Biskop i Slesvig[2]. Han havde endnu ikke tiltraadt sin Sendelse, da Urban døde og Gregorius den 11te blev Pave; men Gregorius bekræftede ham i hans Hverv og overdrog ham tillige at inddrive alle de Fordringer, det pavelige Kammer paa nogen Maade kunde have til Gode i Danmark, Sverige og Norge, idet han tilbagekaldte enhver af de hidtil fungerende Nuncier og Collectorer paa en Maade, der næsten synes at tilkjendegive Misfornøjelse med deres Ferd, som om de ikke med tilbørlig Redelighed eller tilstrækkelig Kraft havde udført sit Hverv. Biskop Henrik fik meget udstrakt Fuldmagt til at handle paa Pavestolens Vegne, sagsøge de Gjenstridige med Anvendelse af de kirkelige Tvangsmidler, indgaa Forliig o. s. v., men det blev udtrykkeligt paalagt ham ikke at give Nogensomhelst Henstand paa længere Tid end to Aar[3]. Faa

  1. Guido omtales nemlig som død i Pavebrev af 29de Marts 1372, og det er saaledes tydeligt, at hans Død var Aarsagen i Biskop Henriks Bestikkelse.
  2. Denne Beskikkelse, dateret 7de Mai 1371, der tillige i Originalexpeditionen indeholder den, som Pave Urban havde givet Biskop Henrik, findes i Regest. Gregor. XI. Secr. de Curia ann. I. fol. 182.
  3. Reg. Gregor. XI. Bullæ Camerales ann. I. fol. 33. Underligt nok, er Skri-