som Guido af Croix havde beskikket, slet ikke vilde give Slip paa Bestillingen[1].
Strax efter fik Biskop Henrik det særskilte Hverv at indfordre og ad retslig Vei sætte Kammeret i Besiddelse af alt Løsøre, der havde tilhørt Erkebiskop Olaf, og som Paven allerede inden dennes Død havde lagt Beslag paa, saaledes som det allerede i det Foregaaende er omtalt[2]. Alt dette rørlige Gods, indestaaende eller udestaaende, skulde Biskopen kræve og modtage, hvori det saa bestod, og hvem det saa var, der sad inde dermed, tvingende enhver den, som satte sig derimod, han maatte endog beklæde den højeste geistlige eller verdslige Verdighed, saavel med kirkelige Straffe som ved Paaberaabelse af den verdslige Myndighed, hvis den udfordredes, og naar galt var inddrevet, skulde han sende det til Kammeret saa snart som muligt. Dog skulde der fradrages, hvad Erkebiskopens Bo skyldte for Udgifter til sin egen og Kirkens uundgaaelige Nødvendigheder, hvad hans Begravelse kostede, hvad der maatte skyldes en og anden i Skadeserstatning, hans Tjeneres Løn, og de Bøger og andre Sager, som Erkebiskopen havde erhvervet ved Arv eller eget Arbeide eller af Kirkens Gods; ligeledes skulde de saakaldte Legitimparter afgives til hans Arvinger, om han havde saadanne, og derhos skulde man ikke befatte sig med de Bøger eller kirkelige Prydelser, som hørte til Kirken og Erkestolens Inventarium. Imidlertid var det kommet til Pavens Kundskab, at Erkebiskop Thrond uberettiget havde sat sig i Besiddelse af endeel af det saaledes forbeholdte Gods og heller ikke nu vilde give Slip derpaa; derfor befalede Paven ved Skrivelse af 29de Mai Biskop Henrik, saafremt hiin ej godvillig vilde afstaa det, at indstevne ham til at møde ved Pavehoffet inden sex Maaneder for der at modtage Dom efter Rettens Medfør[3]. Kong Haakon blev af Paven ved en særegen Skrivelse anmodet om at være Biskop Henrik eller hans Undercollectorer behjelpelig. Biskop Henrik fik siden den Befaling, der allerede tidligere havde været Johan Doncan paalagt, at remittere, hvad han maatte faa indsamlet, til nogle udtrykkeligt navngivne florentinske Kjøbmend, der udførte Curiens Forretninger, i London eller Brügge, imod deres Qvittering, der skulde være tilstrækkelig til hans Legitimation[4].
Hvor meget der ved denne Leilighed tilvejebragtes i Norge, eller
