om Erkebiskopen virkelig maatte stevnes, inden han gav Slip paa det fordrede Løsøre, vides ikke, da man kun kjender til Biskop Henriks Virksomhed i Sverige under denne Sendelse. Han gik her strengt til Verks imod Biskop Gottskalk af Linkøping, idet han i Februar 1373, da han opholdt sig i Stockholm, erklærede Gottskalk og hans Capitel forfaldne under Excommunications Straf, fordi de ikke i rette Tid havde betalt Treaarstienden, og befuldmegtigede derhos sin Capellan til at inddrive hos dem ej alene denne Tiende, men ogsaa andre Gjeldsfordringer, hvoriblandt 200 Mkr. brendt, som de endnu skyldte i Kraft af den i sin Tid for Kongens Laan indgaaede Caution[1]. Ogsaa umiddelbart til Kong Magnus selv henvendte Biskop Henrik sig, som vi have seet, om Indfrielsen af dette Laan, ved en Skrivelse fra Stockholm af 14de September 1373[2], og besynderligt nok angaves det her endnu, uagtet de flere Udbetalinger, der havde fundet Sted, til 15000 Guldgylden.
Men imidlertid havde ogsaa Pave Gregorius ved Bulle af 13de Januar 1373 paalagt en ny Tiende af geistlige Indtægter, som rigtignok ikke skulde strekke sig videre end eet Aar. Den skulde, heder det, anvendes til Gjenerhvervelse og Forsvaret af Kirkens Landskaber, hvortil Pavestolens egne Midler ikke forslog ligeoverfor de endnu tiloversblevne Fjender[3]. Tienden, som han, forsikkrede han, kun høist nødigt paalagde, skulde regnes for et Aar fra Bullens Udstedelsesdag og indbetales i to Terminer, Halvdelen næste Allehelgensdag, og Halvdelen den paafølgende Paaske[4]. Den egentlige Inddrivning paalagdes Biskoperne og de af dem udnævnte Collectorer. Men Pengene, som indkom, skulde udbetales til Elias af Vodron, Cantor i Saintes, pavelig Nuncius, der ved sin Skrivelse af 20de Januar fik det udtrykkelige Hverv at forestaa Indsamlingen af denne Eetaarstiende i Tydskland, Ungarn, Bøhmen, Polen, Sverige, Danmark og andre Lande[5]. Hvad der blev gjort for at inddrive denne Tiende i Norge, vides ikke, da Efterretningerne om deslige Sager fra disse Tider ere yderst sparsomme. At Biskoperne ej torde sidde Pavens Bud overhørige, og at der saaledes vel altid indkom en Deel fra Norge, maa man antage, men det er nok muligt, at det kom meget seent frem. Endnu engang, og det efter Kong Magnus’s Død,
- ↑ Celse, Bull. S. 133. 134.
- ↑ Sammesteds, S. 135.
- ↑ Under Gregor den 11te fuldførtes nemlig Pacificationen af det urolige Romagna, see bl. a. Theiner, Codex diplomat. Domin. S. Sedis T. II. S. VI. VII.
- ↑ Regest. Gregor. XI. Scr. de Cur. ann. 3 fol. 11–13.
- ↑ Sammesteds, fol. 13. [Wikikildens note: Det fremgår ikke av det trykte tekstgrunnlaget nøyaktig hva denne fotenoten henviser til.]
