smukke. Der gaar gjennem hans foranstaltninger en udpræget monarkisk tendens, for hvilken det udenfra givne exempel kan have havt stor betydning, og allerede af hensyn hertil synes det rimeligt, at kong Haakon enten kan have laant denne tanke, at hæve mindre høibyrdige mænd op imellem rigets høieste aristokrati fra sin bekjendte samtidige, eller at han ialfald ved dennes exempel er bleven opmuntret til at gaa frem paa den alt forud betraadte vei. Imidlertid kan det heller ikke antages, at disse mænd, der nærmest gjennem egen duelighed og sin personlige troskab hævedes op i rang med de høibaarne baroner og riddere, just skulde være »kotkarles sønner«, i lighed med Gunnar Grjonbak, der var bleven lagmand og kongelig raadgiver i Haakon Haakonssøns tid. Saadant var rimeligvis aldeles enkeltstaaende, og naar en konge som Haakon V i valget af sine raadgivere gik udenfor den egentlige høiadels kreds, har han neppe heller søgt særdeles dybt ned. Kong Haakon krævede dannelse, kundskaber og forretningsdygtighed af sine raadgivere, og at erhverve disse var ikke enhver mands sag. Forsaavidt man derfor i denne tid taler om lavbyrdige mænd mellem kongens omgivelser, kan dette ikke tages uden en vis begrænsning. Har der virkelig været saadanne, da maatte de nærmest være at – søge mellem de geistlige, der stode ham nær; men selv blandt dem kan der ikke have været mange, som hørte hjemme paa de lavere trin i samfundet.
Tiltrods for alle kong Haakons foranstaltninger vedblev nemlig raadet fremdeles efter sin hele sammensætning at være væsentlig aristokratisk. Rigets høibyrdigste mænd hørte fremdeles til dets første medlemmer, og det var dem, der især gave raadet dets præg. Hvad kong Haakon her kunde gjøre, var at ophæve eller indskrænke raadets indflydelse som en selvstændig, myndig repræsentation for rigets aristokrati. Paa dets sammensætning kunde han derimod blot for en del øve indflydelse. Skjønt indordnet i den monarkiske samfundsorden, bevarede raadet saaledes alligevel sit ydre præg. De nye elementer, som kom ind mellem de høibaarne herrer, hævedes op til dem; det var ikke de gamle, der skulde trykkes ned til de nye. For samtiden var det saaledes ikke saa let at iagttage den store forandring, som i virkeligheden var foregaaet.
Imidlertid var heller ikke den foregaaende udvikling uden sin store betydning. Saaledes som kong Haakon ved sin tiltrædelse af regjeringen overtog raadet, maa dette utvivlsomt have været mere fæstnet og bedre organiseret, end da Magnus
