vilde han til sin lettelse sætte Aasulf Aslakssøn til mærkesmand, uden for øvrigt derved at forringe hr. Agmunds værdighed. Ligeledes overdrog han sira Ivar Olafssøn det kongelige indsegl, beskikkede hr. Assur Jonssøn til drottsete og korsbroderen, sira Erlend Styrkaarssøn til fehirde (ved hirden). End- videre bestemte kongen nu, at jarlenavn og lendermandsnavn for fremtiden skulde være aldeles afskaffet, undtagen for kongens sønner og Orknøjarlen, dog saaledes, at de, som allerede vare blevne lendermænd, skulde beholde denne værdighed indtil sin død. At kongen selv har lagt megen vægt paa denne bestemmelse, fremgaar af de ord, hvormed han omtaler mulige forsøg paa at forandre den: at de vare rette landraademænd, som herefter vilde benytte sig af en konges ungdom og raade ham til at gjøre andre til høvdinger i Norges rige end dem, som vare af den rette æt, kongeætten.
Af retterbodens øvrige bestemmelser angik en del rigets administration og indeholdt tildels forskrifter om de pligter, som paalaa dem, der herefter modtoge sysler i kongens navn, om sportulering, om sysselmændenes og lagmændenes edsvorne skrivere m. m, Ved siden deraf kom kongen tillige ind paa hirdens almindelige forhold og gav bl. a. regler for fattige eller vanføre hirdmænds forsørgelse paa sine gamle dage. Endelig indeholdt retterboden nogle andre bestemmelser, der ikke stode i nogen forbindelse med de foranførte, og som vare uden al politisk betydning. Disse ere saaledes kun medtagne af rent ydre grunde og have ingen interesse ved en undersøgelse af, hvad der ellers tilsigtedes med denne retterbod, der er et af de mærkeligere aktstykker fra denne konges regjeringstid, og som saadan ogsaa har vakt megen opmærksomhed og været gjenstand for forskjellige udtydninger.
Rudolf Keyser[1] antager, at kong Haakon synes »at have med klart blik opfattet det farlige for kongedømmets myndighed deri, at en stand af mægtige baroner dannede sig som en selvstændig mellemmagt mellem konge og folk, og at dette maatte hos kongen, »der var en ivrig forfægter af sin kongelige ret, og hvis stadige stræben gik ud paa at gjøre kongedømmet saa kraftigt og tillige saa uindskrænket, som muligt, – have vakt tanker om lendermands-værdighedens tilintetgjørelse. Denne tanke vovede han ogsaa, uden tvivl støttende sig til almuens og geistlighedens medfølelse, at gjøre til virkelighed«,
- ↑ Efterladte skrifter, II, s. 118 flg.
