I stærkere ord har P. A. Munch[1] udtalt sig om retterboden, der efter ham »gav de sidste levninger af det gamle ætte-aristokrati dødsstødet.« T. H. Aschehoug[2] gaar ogsaa ud fra, at ved retterboden af 1308 »aristokratiets videre udvikling blev paa den mest iøinefaldende maade hemmet, idet den form, under hvilken det fremtraadte stærkest og havde fæstet dybest rod i folkets retsbevidsthed, med et slag blev tilintetgjort.« I den almindelige inddragning af alle sysler ser denne forfatter et bevis for, at kongen »har følt sig ganske uafhængig af aristokratiet og istand til at overdrage den lokale styrelse, til hvem han fandt for godt.« Om Haakons hensigt med udstedelsen af retterboden udtaler Aschehoug sig i følgende ord: »Hvad kongen med lendermands-værdighedens ophævelse har tilsigtet, var at fjerne nødvendigheden af at sammenkalde større møder af selvskrevne raadgivere og at skaffe sig den fuldkomne frihed i valget af det mindre raads verdslige medlemmer, som han før havde manglet. Vel havde han allerede forhen, ligefra sin regjeringstiltrædelse, begyndt i raadet at optage mænd af ringe herkomst, naar de ved lærdom og forretningsdygtighed kunde blive ham nyttige; men jo længere lendermands-institutionen og den skik, at lendermændenes sønner fik veitsler efter deres fædre, opretholdtes, desto uafhængigere maatte det mindre raads flerhed blive. Hovederne for de fornemste og rigeste slægter erholdt vistnok ogsaa efter retterboden af 1308 som oftest sæde i raadet, og for en udvortes betragtning medførte denne forordning altsaa forsaavidt ingen forandring; men raadets medlemmer kom nu til mere end nogensinde før at skylde kongen sin stilling. Det var hensigten, at de skulde lære at anse sig selv blot som kongens tjenere, ikke som repræsentanter for et fødselsaristokrati. Efter kongens tanke, om end ikke efter forordningens ord, blev, det nu ridderne, som i stedet for lendermændene skulde indtage den fornemste plads i samfundet næst kongen og biskoperne. Ridderværdigheden tilfaldt vel ogsaa i almindelighed kun høibyrdige mænd. Men den beroede paa kongens naade. Den berettigede heller ikke i og for sig selv til plads i raadet; thi om end ridderne som skutilsvendenes efterfølgere vare hirdstjorer og i saadan egenskab før retterboden af 1308 havde stemme paa hirdstevnerne, saa maatte dog dette bortfalde ved den nævnte for-
Side:Det norske rigsraad.djvu/113
Denne siden er ikke korrekturlest
97
