ordning, hvori kongen erklærede, at han selv vilde overtage hirdstyrelsen.«
Den forfatter, som senest har omhandlet retterboden af 1308, J. E. Sars,[1] har en fra de foregaaende meget afvigende opfatning. Allerede i sine udtalelser om kong Haakons personlighed skiller Sars sig skarpt fra sine forgjængere. Medens saaledes Keyser øiensynlig nærer stor beundring for denne konges statsmandsdygtighed, og medens Munch tillægger ham dygtighed og kraft og iver, skjønt han rigtignok tillige finder, at kraften var parret med vel megen strenghed og ikke altid understøttedes af den fornødne fremsynthed og statsklogskab, staar Haakon V for Sars som »et stykke af en pedant«, ved hvem der har været »noget vist smaaligt og nærsynet«. At gaa fuldt saa vidt i dommen over Haakon som regent er imidlertid noget dristigt. Kilderne ere i sig selv mangelfulde, saaledes at saare meget forhindres fra at fremtræde i sit rette lys, og heller ikke kan man frakjende Haakon ialfald den dygtighed, som viser sig i evnen til at udkaste og gjennemføre et konsekvent program. Men Sars har dog den fortjeneste at have opfordret til en mere nøgtern bedømmelse, der igjen maa lede til en reduktion i den beundring, hvormed navnlig Keyser i sin tid saa hen til Haakon V. Naar Sars i den maade, hvorpaa kongen fandt sig beføiet til at forbyde en gjenindførelse af den nu ophævede lendermandsværdighed, ser et umiskjendeligt vidnesbyrd om, at han »har lagt en overdreven vægt paa de blot ydre former«, da er dette kun tildels berettiget.[2] Man kan i det hele ikke anse retterboden af 1308 som en aldeles betydningsløs foranstaltning, saaledes som Sars vil have den betragtet. »Man faar«, siger han »et indtryk af, at kong Haakon har overdrevet for sig de farer, der truede hans suverene myndighed, og at han har betragtet de skridt, han foretog sig for at sikre sig mod dem, som langt mere betydningsfulde og paatrængende nødvendige, end de i virkeligheden have været.« I den derpaa følgende del af sin fremstil-
- ↑ Udsigt over den norske historie, I, s. 378 flg.
- ↑ Retterbodens s. 96 anførte ord gjenfindes i en anden af 9de Marts 1295 (Norges gamle love, III, s. 25), hvor den samme trusel anvendes mod dem, som ved at tage tomter paa kongens grund i Bergen unddroge ham hans föðurleifð. Rimeligvis er det altsaa en formel, som anvendtes for særlig at indskjærpe, at den, som overtraadte visse bestemmelser, derved traadte kongedømmets ret for nær, og den passede saaledes i retterboden af 1308 for at betone, at en gjenindførelse af baron-værdigheden maatte ansees for at være til kongedømmets skade.
