Ophævelsen af lendermands- eller baron-værdigheden var
for det kongelige raad en sag af stor betydning. Det er gjennem
denne værdigheds forhold til raadet, dens ophævelse især
har havt sin betydning, og hvad Aschehoug har udtalt om, at
kongen dermed fik den hidtil savnede adgang til at give sit
mindre raad den sammensætning, som han selv ønskede, er
visselig aldeles rigtigt. Retterboden af 1308 er i virkeligheden
– hvad dette punkt angaar – en ophævelse af den ret til at
være kongens selvskrevne »høieste raadgivere«, som fra gammel
tid havde tilhørt lendermændene, og som senest var bleven udtrykkelig
fastslaaet ved Magnus Lagabøters hirdskraa for lendermændene
og deres efterfølgere, baronerne. Kongens tilegnelse
af hirdstyrelsen for sig selv er en forholdsregel, som staar i den
nærmeste sammenhæng med hans beslutning om ikke længer
at uddele baron-værdigheden. Hirdstyrerne vare jo ogsaa efter
Magnus Lagabøters lovgivning kongens mededsmænd i hans
forhold til landsfolket og betragtedes som hans selvskrevne raadgivere,
om end ikke af samme rang som lendermænd eller baroner.[1]
Idet ridderne vare skutilsvendenes efterfølgere, vare
de tillige som saadanne hirdstyrere og dermed altsaa ogsaa kongens
raadgivere. Vi have i det foregaaende jævnlig seet riddere
som medlemmer af raadet, saavel i videre, som i snevrere forstand,
og der optræde ved baronernes side, uden at der kan
mærkes nogen forskjel paa begges indbyrdes stilling.
Lovgivningen havde givet baronerne deres raadgivende stilling i denne egenskab. Ridderne havde den i sin egenskab af hirdstyrere. Naar nu kongen paa samme tid ophævede den hele baronklasse og ikke mere vilde vide af nogen hirdstyrer, maatte det være enstydigt med en tilintetgjørelse af den ret, disse rangklasser havde havt til at være hans selvskrevne raadgivere. Idet saaledes denne ret nu ophævedes, forsvandt ogsaa den hindring, som hidtil havde staaet i veien for at give det snevrere raad en fuldstændig udvikling og organisere det inden fast afstukne grænser. Naar man ser, hvorledes raadet hidtil havde udviklet sig, hvorledes paa den ene side baronernes ret til at være kongens høieste raadgivere, i forbindelse med den lignende stilling, som lovgivningen tilstod hirdstyrerne, d. v. s. de høiere hirdembedsmænd og ridderne,[2] havde lagt baand paa
