den for øvrigt havde havt betingelserne derfor. Paa samme maade forholdt det sig ogsaa i 1308. Saafremt baronerne havde staaet i spidsen for et aristokrati, der formaaede at byde kongedømmet spidsen, saa vilde de alligevel tiltrods for den hele retterbod ogsaa i fremtiden have kunnet hævde en betydelig indflydelse. Aristokratiets magt og anseelse i samfundet kunde ikke hæves, fordi dets høieste medlemmer i fremtiden ikke længer fik adgang til at opnaa den gamle titel. Men om man forsaavidt er enig med Sars og gjerne slutter sig til ham med at nedlægge en protest mod Keysers og Munchs ensidige opfatning, kan man alligevel ikke fuldt ud godkjende hans anskuelser. Som det ofte sker, er han derved kommen i den fristelse at gaa til den modsatte yderlighed. Ogsaa for aristokratiet i almindelighed havde nemlig de forholdsregler, som kong Haakon traf ved retterboden af 1308, sin utvivlsomme betydning, om de end ere blevne betydelig overvurderede.
Som ovenfor (s. 95) omtalt, er retterboden efter sit hele indhold rettet mod aristokratiet. Hvad den bestemte om baroner og hirdstyrere, maatte allerede berøre dettes interesser. Men endnu nærmere traadte dog kongen disse gjennem den reduktion af sysler og jordegods, som han samtidig anordnede, og som, efter hvad derom vides, virkelig er bleven gjennemført. En saadan forholdsregel maatte berøre aristokratiet paa en følelig maade og indskrænke dettes magt i samfundet. Skjønt kongen blot, hvor der forelaa et aabenbart tilfælde af landsforræderi, som med hr. Audun Hugleikssøn, har kunnet inddrage de store ætters private godser, men ellers ikke kunde ramme disse slægter ad den vei, forsøgte han ved at tage igjen, hvad der var kommet fra kronen, at gjøre, hvad der stod i hans magt, for at styrke kongedømmets stilling paa aristokratiets bekostning. I hvilken udstrækning aristokratiet i tiden fra Magnus Lagabøters død til hans anden søns thronbestigelse har kunnet tilegne sig krongods og derved forøge sine private besiddelser, vides ikke, og det kan for den sags skyld gjerne være muligt, at det hele ikke har havt den store betydning, som det skulde synes. Men i ethvert fald var det af vigtighed, at kong Haakon paa denne maade nedlagde protest imod en politik, som let kunde lede til betænkelige følger for kongedømmet. Hvis de følgende regenter fulgte den samme grundsætning, var derved en af de faa, næsten den eneste vei spærret, hvorigjennem aristokratiet i fremtiden kunde skaffe sig forøgede besiddelser i jordegods. Kong Haakons indskriden var saaledes ikke ganske betydnings-
