delse i samfundet; men den maade, hvorpaa de atter maatte opgive denne, vidner om, at deres stilling ikke var meget stærk.[1] Aristokratiet havde i den tid, hvori det var ved roret, maaske mere været istand til at virke for sine enkelte medlemmers private interesser end til at grundlægge en varig politisk magt for sin hele stand. I ethvert fald formaaede de ikke bagefter at hævde denne. Hvad kong Haakon havde indledet ved sin thronbestigelse, det fuldendte han nu ved at udstede retterboden af 1308.
Det samme, som var skeet i 1299, gjentog sig ogsaa nu. Hr. Audun Hugleikssøn havde sine efterfølgere, og naar der i retterboden hentydes til, at der i landet fandtes misfornøiede, og da vel netop mellem de fornemme ætter, havde kongen sikkert sine gode grunde herfor. Efter 1308 mærkes der igjen bevægelser mellem rigets stormænd, af hvilke hr. Bjarne Lodinssøn syntes at have glemt, hvorledes det tidligere var gaaet ham, og nu aabenlyst sluttede sig til kongens og landets fiender. Paa den samme side møder man ogsaa baronen hr. Agmund Dans, der endog paa grund af sin deltagelse i disse uroligheder skal være bleven henrettet.[2] At der maa bestaa en indre forbindelse mellem kongens forholdsregler og denne reisning af enkelte aristokrater, synes meget rimeligt. Af denne grund er det ikke berettiget, saaledes som det er skeet i den seneste tid, at paastaa, at aristokratiet ganske viljeløst fandt sig i, hvad kong Haakon forordnede.[3] En anden sag er det, at det ogsaa nu manglede evnen til at føre den begyndte kamp til et lykkeligt udfald for sig. For anden gang viste det sig under denne konges tid, at aristokratiets modstandskraft var liden ligeoverfor kongedømmet.
Grunden hertil kan ikke søges i enkelte foranstaltninger fra det sidstes side eller deri, at der tilfældigvis sad en kraftig
- ↑ Smlgn. s. 88.
- ↑ P. A. Munch, Det norske folks historie, IV, 2, s. 492. N. Nicolaysen, Norske magasin, I, s. 134. Hr. Agmund omtales i 1310 som baron: Dominus Ogmundus dictus danz baro. Dipl. Norv. I, no. 126. Altsaa maa han ogsaa have været dette før 1308. Han nævnes imidlertid ikke som kongelig raadgiver og er derfor ikke medtagen i den ovenfor s. 79 flg. opgjorte liste over saadanne i kong Haakons tid. Han var for øvrigt et meget uroligt hoved og var allerede i kong Eriks regjeringsaar optraadt paa en maade, der paadrog ham dennes afgjorte unaade.
- ↑ Smlgn. det efter J. E. Sars s. 99 anførte.
