personlighed paa thronen, der passede det beleilige øieblik til at knække al modstand og berøve aristokratiet enhver selvstændig leder. Om nemlig dette sidste ogsaa foreløbig havde maattet give tabt, saa vare dog kong Haakons foranstaltninger ikke i sig selv af den beskaffenhed, at de for stedse maatte stanse aristokratiets udvikling til en selvstændig rigsstand. Fra denne side betragtet kan retterboden umulig have havt den hemmende indflydelse, som man har villet tillægge den.
Om ogsaa kongen nu havde ophævet den klasse, der tidligere inden aristokratiet havde været den første, var det ikke dermed givet, at dette for fremtiden skulde bevare en i det ydre gjennemført enhed. Idet dermed de sidste hindringer vare bortryddede for at give det kongelige raad fastere omrids, blev der nemlig ogsaa til samme tid dannet et grundlag for udviklingen af en ny rangklasse, der ligesaa vel som de gamle lendermænd og baroner stod over ridderne. Denne nye klasse var de kongelige raadsherrers. Saasnart det kom dertil, at disse valgtes uden hensyn til, om de vare riddere eller ei, vare de blevne en klasse for sig, der grundede sin stilling paa en anden basis end den, som forudsattes i de gamle love. Under svage regenter kunde raadsherrerne have noget nær de samme betingelser som baronerne for at komme til magten. Det væsentlige blev, hvorvidt kongerne havde magt til at holde sit raad i den stilling, hvori Haakon havde villet bringe det, eller om raadet kunde faa anledning til at bane veien for sin overgang til atter at blive en selvstændig aristokratisk repræsentation.
Raadet blev, samtidig med, at det gik ind i den monarkiske samfundsorden, en langt fastere institution, end det før havde været. Under en svag konge eller under en ny formynderstyrelse kunde det atter træde frem og i hænderne paa et aristokrati, der forstod de fordele, som en saadan situation bød det, og som havde evnen til at udnytte disse, maaske endnu bedre end før blive skikket til at være dettes organ. Kong Haakon kunde ikke forhindre, at raadets medlemmer senere hen ligesaa vel som baronerne kunde blive aristokratiets ledere. For raadsherrerne var det endog en fordel, at deres klasse var fremgaaet af en naturlig udvikling, der havde ladet dem lidt efter lidt træde ind i den første stilling i landet.
Kong Haakons foranstaltninger i 1308 havde ogsaa en anden side, der var langt fra at være til aristokratiets skade. Ligesom hans fader ved oprettelsen af det personlige hirdmandsfrelse (s. 36 flg.) banede veien for det gamle aristokratis over-
