gang til en ny stilling i samfundet og tillige aabnede en mulighed for at stanse den engang begyndte splittelse mellem dettes forskjellige klasser, saaledes kan ogsaa kong Haakon til en vis grad siges at have gjort det samme. Ved baron-værdighedens ophævelse og ved at tage sine raadgivere af videre samfundslag maatte han uvilkaarlig bidrage til atter at udjævne ulighederne mellem aristokratiets forskjellige klasser og lette de lavere af disse deres arbeide for at opretholde sin stilling. Derved, at ridder-værdigheden ikke mere fik nogen betydning for at kunne indtræde i raadet, maatte ogsaa herkomsten af en god æt faa en af rangen uafhængig betydning. Dette var igjen af vigtighed for den fuldstændige erkjendelse af aristokratiets arvelighed, der var nødvendig, forat dette helt kunde gaa over paa sit nye grundlag, som en rigsadel i ordets europæiske betydning. Kong Haakon kan ialfald ikke have været utilbøielig til at hjælpe det lavere aristokrati.
Efter retterboden skulde den institution, som havde de fleste betingelser for at blive aristokratiets fyldigste repræsentation, det større raad, egentlig være afskaffet. Men ogsaa herom gjælder, at dette ikke kunde have videre betydning end at ophæve det større raads møder, saalænge thronen indehavdes af en kraftig personlighed, der forfulgte bestemte politiske formaal. Naar omstændighederne atter stillede sig mere gunstige for aristokratiet, kunde det større raad atter træde frem og udvikle sig til en fast institution som parliamentum generale, ligesom det mindre raad ved given leilighed kunde blive aristokratiets selvskrevne leder. I det hele taget laa der ikke i institutionerne selv nogen afgjort hindring for, at den af kong Haakon opførte monarkiske bygning kunde gaa over i aristokratiets hænder og dette saaledes høste fordelene af, hvad monarkiet havde arbeidet paa. Efter kong Haakons død viste det sig ogsaa, at det første fremdeles ikke manglede lyst til at overtage arven efter det sidste.
Den følgende tid bragte raadet til roret. Man har gjentagne møder af rigets store, og man ser aristokratiet efterhaanden gaa over til en fuldstændig arveadel i almindelig europæisk stil med vaaben og skjoldmærker. Men samtidig dermed viser det sig, at den tidligere udvikling fremdeles fortsattes. Gjennem hele det aarhundrede, som fulgte efter kong Haakons regjering, ser man det samme skue, som før. Samtidig med, at der paa mange kanter af landet fremtræder mange ætter, som indtage en agtet stilling i sine bygder, og som kunne synes at
