frembyde et godt grundlag for et høiaristokrati, vedbliver dettes en gang begyndte sammensvinden. Det er, som om det ikke vil gaa med at tilføre det nye kræfter, og medens de store ætter, som have havt lykken med sig, forøge sine rigdomme og hæves stedse høiere op, formindskes deres antal, og de selv sygne enkeltvis bort. Nogle af dem holde sig, andre synke ned og blive borte, først mellem hirdmands-ætterne, siden mellem almuen. Som exempel kan her nævnes ætten paa Spaanheim og Byre, hvis hoved i det 13de aarhundrede var lendermand, og af hvis medlemmer de to brødre Peter og Baard Peterssønner bleve benyttede af Haakon V i dennes administration.[1] Efter hans død forekommer endnu en af familien som ridder; men derpaa varer det ikke længe, forinden dens medlemmer træffes som bønder, og i denne egenskab lever slægten maaske den dag idag. Det samme gjentog sig paa mange andre steder og godtgjorde, at de vanskeligheder, som vare forbundne med at hævde sin stilling, snarere bleve forøgede end formindskede. Naar det kunde gaa ætter, der hørte til den gamle lendermandskreds, paa denne maade, maatte naturligvis de samme forhold virke endnu mere trykkende paa de lavere ætter, der stode bønderne nærmere og altsaa ikke heller havde den samme opfordring til at hæve sig op over disse.
Saadanne slægter, der paa denne maade traadte ind i bøndernes kreds, vedbleve rimeligvis fremdeles mellem disse at nyde megen anseelse, hvilket tildels har været tilfældet for deres vedkommende helt ned til den nyeste tid. Men denne anseelse kunde ikke blive andet end rent lokal, blot gjælde for den bygd, hvori de levede, og saaledes viser der sig inden det lavere aristokrati en tilbagegaaende bevægelse. Idet det ikke kunde danne et brugbart grundlag for udviklingen af et levedygtigt rigsaristokrati, traadte det et skridt nedad og gik over til at blive, hvad det en gang havde været, et lokalaristokrati, men rigtignok ikke med den indflydelse, som et saadant før i tiden havde havt. De dannede den gang en naturlig overgang, medens forbindelsen med de høiere lag af samfundet nu efterhaanden blev brudt, idet disse netop gjennem sin faatallighed kom til at danne en stedse mere afsluttet kreds.
Paa denne maade viser udviklingen efter kong Haakons tid stedse med større klarhed, at aristokratiet ikke formaaede
- ↑ Historisk tidsskrift, anden række, II, s. 85–91. Smlgn. ovenfor s. 68, note 2.
