skoperne fandtes disse samme egenskaber vistnok lige saa vel som hos deres underordnede. Men alligevel kunde deres stilling begrunde krav fra deres side, der ikke altid lode sig forene med de pligter, som efter kong Haakons regjeringssystem paalaa et medlem af hans raad. Saaledes maatte det ligge nær for ham fortrinsvis at anvende i den høiere administration saadanne geistlige, om hvem han kunde formode, at de vilde følge hans grundsætninger, og som stode i et nærmere forhold til monarkiet. Naar derfor kong Haakon i det samme aar, da han udstedte sin store retterbod, tillige fuldendte ordningen af den kongelige kapelgeistlighed, kan det ialfald med stor sandsynlighed antages, at han derved for en ikke uvæsentlig del har været ledet af hensyn til administrationen.
P. A. Munch, der i modsætning til R. Keyser ikke tror paa en allianse mellem kong Haakon og geistligheden i almindelighed for at knække aristokratiet, har antaget, at hensigten med kapelgeistlighedens oprettelse var at danne et hierarki inden hierarkiet, ligesom dette selv var en stat i staten, og derved svække den modstand, som han kunde vente sig fra den høiere geistlighed imod sine reformplaner.[1] En saadan slutning har dog neppe noget sikkert holdepunkt. Der er heller ingen grund til at antage, at dette hensyn netop skulde have bragt kong Haakon til at andrage hos paven om at maatte faa tilladelse til at oprette en særegen kongelig geistlighed. Hvis kong Haakon havde staaet i et saa fiendtligt forhold til geistligheden, havde han neppe benyttet dens hjælp ved sin administration i den udstrækning, som han gjorde. Heller ikke kunde kapelgeistligheden, til hvis oprettelse han først under te Februar 1308 fik pavens samtykke, allerede i Juni have vundet en saadan styrke, at den kunde bringe kongen en mere virksom hjælp. Alene for at bringe den pavelige tilladelse hjem til Norge maatte der udkræves tid, og end mere for at det hele kunde ordnes over det hele land i overensstemmelse med vedkommende pavebuller.
Hvad der ved disse blev opnaaet, var i virkeligheden kun at sætte det ydre stempel paa en institution, som allerede bestod i forveien, og hvis første medlem nu fik den høieste rang, som han kunde opnaa inden den norske kirke, ved saa godt som at stilles ved biskopernes side. Hans stilling gjorde det
- ↑ Det norske folks historie, IV, 2, s. 477–483.
