naturligt, at han maatte blive medlem af kongens raad. Allerede længe før denne tid træffes ogsaa provsten ved Bergens Apostelkirke som saadan, og for eftertiden maatte han som magister capellarum end mere blive et fast medlem af denne kreds. En anden forstander for et af de vigtigste kongelige kapeller, provsten ved Oslo Mariakirke, var allerede før denne tid bleven kongelig kansler. Fra 1314 bleve disse to embeder for bestandig forenede ved en udtrykkelig lovbestemmelse. Saaledes fik den forbindelse, som fra langt tilbage havde bestaaet mellem de kongelige hirdprester og kancelliet, nu ogsaa fuldstændig sit ydre stempel, og det sidstes officielle organisation fuldendtes dels ved retterboden af 1308, der bestemte, at der skulde være en vicekansler, dels ved kong. Haakons brev af 31te August 1314,[1] der fastsatte, at denne skulde tages mellem hirdpresterne og ledsage kongen, naar kansleren var forhindret ved sine geistlige forretninger. Begge dele maa igjen opfattes som en fortsættelse af kong Haakons ældre bestræbelser for at hæve geistligheden ved et enkelt af de kongelige kapeller, Oslo Mariakirke, og derved skaffe sig forøget adgang til at benytte denne inden den høiere administration.[2]
Medens man i almindelighed, hvor der var spørgsmaal om at danne en modvægt mod den høiere geistlighed og mod aristokratiet, ikke kan tillægge kapelgeistligheden den betydningsfulde inflydelse, som P. A. Munch har villet gaa ud fra, er det indlysende, at den maatte være særdeles brugbar som en forskole for saadanne mænd, der kunde finde anvendelse i administrationens tjeneste. I kapelgeistligheden – ialfald i den, som var ansat ved Mariakirken – havde kongen til enhver tid en stok af hirdprester, som kunde gjøre tjeneste ved kancelliet, og som der havde den bedste anledning til at erhverve
- ↑ Diplom. Norveg. I, no. 143. Smlgn. P. A. Munch, Det norske folks historie, IV, 2, s. 610–612. Den første vicekansler var sira Ivar Olafssøn, der allerede blev ansat 1308. Om hans titel som »herre» i 1307 smlgn. s. 90, note 1. Med sikkerhed vides han at have ført denne titel 29de August 1308, altsaa efter sin udnævnelse til vicekansler. Diplom. Norveg. IX, no. 81: dominus Ivarus, canonicus Bergensis. Diplom. Svecanum, II, no. 1628. Mærkelig nok kaldes han ved denne leilighed ikke vicekansler. Han var oprindelig korsbroder ved bergens Apostelkirke. 1312 kaldes han canonicus Bergensis et Orcadensis. Diplom. Norveg. II, no. 111. 6te Februar 1309 kaldes han sira Ivar Olafssøn. Dipl. Norv. II, no. 93.
- ↑ Smlgn. s. 77 flg. i det foregaaende.
