kjendskab til administrationen og blive forretningsvant. Forsaavidt havde den pavelige sanktion paa denne kongelige geistlighed vistnok kun en underordnet indflydelse. Men dog kunde den ikke blive uden al betydning. Kapelgeistligheden blev nu fastslaaet som en selvstændig klasse inden det norske hierarki, hvis organisation ikke længere bar tilfældighedens præg, men havde faaet det mest fuldgyldige officielle stempel i form af pavens stadfæstelse. Dette maatte hæve den i anseelse, og idet den i den nærmest følgende tid ved kongebrevet af 1314 knyttedes endnu nærmere til det kongelige kancelli, blev det paa ny fastslaaet, at den skulde gjøre tjeneste i administrationen. Kong Haakon havde altid i denne benyttet geistlige og derved vist, at han forstod at vurdere denne stands brugbarhed ogsaa i rent verdslige øiemed. Saa meget mere naturligt blev det, at han, som formodentlig derved især maa have havt sin opmærksomhed henvendt paa den særlig kongelige geistlighed, maatte arbeide paa at give denne en endelig organisation, som gjorde den endnu mere brugbar, naar dens afhængighed af kongedømmet og af dette alene var bleven fastslaaet. Bestemmelsen om, at kansleren skulde tilhøre kapelgeistligheden, var her den endelige afslutning.[1] Men ogsaa denne var kun en officiel bekræftelse paa, hvad der allerede længe havde været praxis. De norske konger havde ikke fulgt nabokongernes exempel, der overdroge sit segl til en af sit riges biskoper. I Norge havde kansleren saar godt som altid været tagen af hirdgeistligheden, som efterhaanden udvidedes til at omfatte den hele geistlighed ved de 14 kongelige kapeller. Undertiden havde man ogsaa taget en verdslig mand, som dog maatte være i besiddelse af geistlig dannelse. Kong Haakon havde imidlertid, som det synes, bestemt opgivet den sidste fremgangsmaade, rimeligvis fordi kansleren derigjennem kunde opnaa en altfor stor uafhængighed af den kongelige magt.
Om raadets virksomhed og om dets medlemmer i de aar, hvori kong Haakon fremdeles sad paa thronen efter 1308, haves der kun sparsomme efterretninger. Det er imidlertid paa faldende, hvorledes der allerede i den nærmeste tid efter retterboden af 1308 forekommer et langt større antal af personer, om hvilke det efter den maade, hvorpaa de nævnes, ialfald kan
- ↑ Med afslutningen af kapelgeistlighedens organisation fulgte ikke, at kongen afskar sig adgangen til ogsaa at benytte andre geistlige i sin administration. Sira Erlend Styrkaarssøn (s. 96) var saaledes korsbroder i Nidaros.
