mende offentlige aktstykke havde en større almindelig betydning eller skulde tillægges en særlig bindende kraft. I regelen ansaaes det ikke nødvendigt at gjøre andet end udtrykkelig at nævne raadets deltagelse, undertiden med angivelse af de tilstedeværende medlemmers navne, idet beseglingen alene er besørget ved kansleren eller en anden betroet mand. Ved retterboden af 1308 nævnes aldeles ingen af raadets medlemmer.
Mellem lovgivning og administration lader der sig paa denne tid ikke drage skarpe grænser. Begge disse omfattende omraader for kongens regjerings-virksomhed glide paa mange punkter over i hinanden. Retterbøderne kunde ligesaa vel være af administrativt, som af lovgivende indhold, og i begge tilfælde kan rigsraadets medvirkning forudsættes. Men ved siden af retterbøderne gives der en mængde andre kongebreve af administrativt indhold, hvori det dog kun undtagelsesvis forudsættes, at raadet har været medvirkende. Dette kan ikke paafalde. Mængden af de administrative forretninger vil altid blive af ringe vigtighed, og saaledes kunde der heller ikke i det 13de og 14de aarhundrede være nogen opfordring for kongen til derved at tilkalde sine raadgivere. Saadanne sager kunde let afgjøres uden større forberedelser; i mange tilfælde var det endog nødvendigt at træffe en hurtig afgjørelse. Ogsaa ved administrative retterbøder af mindre vigtigt indhold, som f. ex. ved den, der i 1302 (?) udstedtes om vintapning i Bergen,[1] finder man raadets medvirkning paaberaabt, medens der ikke nævnes et ord derom ved andre, som have en mere almindelig betydning. Saaledes er det ogsaa paa dette omraade langt fra, at der er udviklet nogen fast og regelmæssig praxis.
Den maade, hvorpaa kong Haakon omtaler raadet, hvor han har benyttet dets medvirkning, viser imidlertid, at der dog paa dette punkt har været en fremgang i retning af at give raadet en fastere stilling i dets forhold til landsstyrelsen. Medens der i hans faders lovgivning kun i et enkelt tilfælde er tale om raadets samtykke (s. 9), og medens dette i hans broders regjeringstid kun forudsættes ved en enkelt regjeringsforanstaltning, som ovenikjøbet skriver sig fra formynder-styrelsens tid (s. 53), navne kong Haakons retterbøder jævnlig hans raadgiveres »ráð ok samþykt«. Efter de grundsætninger, som for øvrigt vare bestemmende for denne konge i hans udøvelse af sin regjerings-myndighed, kan der i disse ord ikke sees nogen
- ↑ Norges gamle love, III. s. 135.
