mende. Ogsaa i Norge kan en noget, skjønt ikke ganske tilsvarende udvikling paavises. Den i lovgivningen forudsatte kongelige dommermyndighed har hyppig været udøvet dels med, dels uden medvirkning fra raadets side. I mange tilfælde kunde denne udøves i form af en bekræftelse fra kongemagtens side, hvorved dog neppe er anseet nødvendigt at benytte raadets medvirkning. I 1296 sees saaledes kansler Aake efter bemyndigelse af paven at have udfærdiget en dom om tienden af Finnø, som stadfæstedes af hertug Haakon.[1] Dennes myndighed var i dette tilfælde igjen en udgrening af kongens. Medens i Sverige kongen alene skal have dømt i første og tillige eneste instans, har han i Norge maaske hyppigst optraadt som den, der dømte i sidste instans og da nærmest for at stadfæste en dom, der allerede i forveien var afsagt af en lagmand. Dette er ogsaa forudsat i lovgivningen som det regelmæssige. Naar en sag forelaa til kongens umiddelbare afgjørelse, har han maaske i regelen ladet den paakjende ved en kommission og alene forbeholdt sig at stadfæste dennes dom.[2]
Nogen selvstændig dømmende myndighed kan raadet ikke have havt. Hvor dets medlemmer optræde som dømmende, er dette kun i henhold til en dem af kongen meddelt fuldmagt. I 1313 forekommer der saaledes en dømmende kommission, som bestaar af hr. Bjarne Audunssøn, hr. Hauk Erlendssøn, korsbrødrene Audun Thorbergssøn og Salomon Thoraldessøn, hr. Lodin paa Bakke og Ottar lagmand,[3] og som udtrykkelig siges at være nedsat af kongen. Hvorvidt samtlige her nævnte hørte med til raadet, oplyses ikke. Dette kan imidlertid ikke være af væsentlig betydning, da der for det enkelte tilfælde altid forudsættes en særskilt bemyndigelse fra kongens side. Haakon V har derved ikke følt sig udelukkende bunden til sine
- ↑ Dipl. Norv., I, no. 84.
- ↑ Kong Haakon stadfæstede 1304 et af to lagmænd mæsglet forlig. Dipl. Norv., I, no. 103. I 1293 stadfæstede kong Erik og hertug Haakon en lagmands dom. Smstds. II, no. 33. 1301 og 1306 stadfæstede kong Haakon en lagmands dom. IV, no. 52 og 65. Ligesaa i 1313 en dom, der var beseglet af sysselmand, provst og lagmand m. fl. i Jæmteland. IV, no. 102. S. a. stadfæstede kongen en anden dom. V. no. 58. I, no. 157 indeholder en ansøgning fra en lagmand om kongens stadfæstelse paa en dom. En stevning fra kong Haakon (af 1299) til at møde for hans domstol er trykt II, no. 53. Raadets medvirkning forudsættes i retterboden af 2den Mai 1313. Norges gamle love, III, s. 101 nederst.
- ↑ Dipl. Norv. V, no. 57; smlgn. II, no. 116 og 117
