Side:Det norske rigsraad.djvu/142

Denne siden er ikke korrekturlest
126

raadgivere, og navnlig kunde han have megen opfordring til at medtage lagmænd i den slags dømmende kommissioner, selv hvor disse ikke var medlemmer af hans raad.[1] Men paa samme tid faldt det dog naturligt, at han fornemlig vendte sig til saadanne mænd, som i forveien vare optagne i raadet. Den kommission, som blev nedsat i 1316 for at dømme i sagen om de westfalske kjøbmænds konfiskerede gods (s. 118), bestod saaledes ialfald for den allerstørste del af saadanne.[2]

Raadets indflydelse paa de kongelige domme kan efter dette i Norge endnu paa kong Haakons tid ikke havt den samme betydning, som i Sverige. Grunden hertil kan maaske søges deri, at de sager, som hos os kom frem for kongen, da allerede forelaa i en langt mere forberedt stand efter at have passeret lagmanden, saaledes at kongens afgjørelse nærmest fik karakteren af en bekræftelse paa den allerede afsagte dom. Kongen behøvede derved ikke andres medvirkning end kanslerens, der trykte det kongelige segl paa bekræftelsesbrevet. Idet derhos kongen i de dømmende kommissioner optog andre end sine sædvanlige raadgivere, blev raadets kreds netop paa dette omraade mindre fast end paa det administrative.

Selv efter 1308 kan det ikke antages, at kong Haakon til enhver tid har været omgiven af hele sit raad. De samme grunde, som før, maatte fremdeles træde hindrende i veien for, at repræsentanterne for de gamle høibaarne ætter stadig kunde følge kongen. Heller ikke raadgiverkredsens geistlige medlem- mer havde i denne henseende ganske frie hænder, og de øvrige verdslige raadgivere kunde ligeledes hyppig hindres fra at være tilstede gjennem embedspligter, der krævede deres nærværelse paa helt andre kanter end der, hvor kongen netop færdedes. Maaske har det endog kun været i yderst sjeldne tilfælde, at det hele raad var samlet hos kongen. Heller ikke kan det paavises, at dette har havt– regelmæssige sammenkomster til bestemte tider af aaret. I kong Haakons retterbøder kan man ialfald i denne henseende ikke finde nogen veiledning. Imidlertid er det foreliggende materiale ikke tilstrækkeligt til, at man deraf kan danne sig nogen klar forestilling om dette

  1. Smlgn. den i 1318 nedsatte dømmende kommission, hvis dom blev stadfæstet af kongen. Dipl. Norv., II, no. 132.
  2. Dipl. Norv. II, no. 147. Regenten kunde udsende en betroet mand til paa sine vegne at bereise et helt distrikt og der skifte lov og ret; paa denne maade gav hertug Haakon i 1295 abbed Erik i Munkeliv fuldmagt til at paakjende sager i Ryfylke. S. 67 ovenfor.