Side:Det norske rigsraad.djvu/146

Denne siden er ikke korrekturlest
130

Beseglingen var ved de middelalderske breve, hvad den egenhændige navne-underskrift nu er. Dog har kong Haakon undertiden med egen haand skrevet sit monogram og tilføiet: et nos Haquinus signavimus.[1] Med Hensyn til retterbøderne maa det samme, som ovenfor (s. 122) er bemærket, haves for øie, at de hyppig ere bevarede i en mangelfuld form, der navnlig gjør det vanskeligt at komme til kundskab om de former, som ere blevne iagttagne ved deres udstedelse.

I alle disse retterbøder og kongebreve faar man navnene paa mange af kancelliets underordnede personale og kan tillige i flere tilfælde følge deres løbebane. De, som gjorde tjeneste i kancelliet, deltes i to klasser, notarier og klerker[2], af hvilke de sidste var de talrigste. Efter at have gjort tjeneste som klerk rykkede man op til notarius. Fra denne stilling kunde veltjente mænd gaa over i andre og f. ex. blive lagmænd.[3] Klerkerne kaldes undertiden prester.[4] Af de kongelige notarier forekommer ingen saa hyppig som Jon notarius. 1294 og 1295 var han klerk hos kong Erik, 1297 blev han notarius hos denne og vedblev siden i samme stilling hos kong Haakon.[5] Haakon var klerk 1312, i 1313 og 1318 notarius. Paal Styrkaarssøn (maaske den samme, som i 1303 kaldes Paal klerk) nævnes 1318 en enkelt gang som notarius, og ligesaa Baard Peterssøn en gang i 1298. Den sidste har besørget udstedelsen af en mængde breve for Haakon Magnussøn som hertug og konge. Torgaut notarius omtales ogsaa en enkelt gang i 1317.[6] En anden mand, som hyppig nævnes i kong Haakons sidste aar, er klerken Thorgeir Tovessøn, der i 1318 kaldes kongens hirdmand.[7] For øvrigt forekommer der mange forskjellige klerke, Teit, Gunnar, Steinbjørn, Eiliv Lodinssøn, Arne Gjavaldssøn, Arne Russi,

  1. Dipl. Norv. I, no. 143. I 1318 forekommer udtrykket: gáfum vér þeim þetta bref ok insigli. Norges gamle love, III, s. 131.
  2. Smlgn. Norges gamle love, III, s. 49.
  3. Norges gamle love, III, s. 62, note 27. Om den der nævnte Ivar klerk smlgn. Dipl. Norv. VI, no. 69 og 73; Norges gamle love, III, s. 70.
  4. Dipl. Norv. II, no. 20. Undertiden kaldes de ogsaa med titelen «sira».
  5. I det ovenfor s. 129, note 6 omtalte brev af 2 Mai 1297 kaldes han klerk, men 29 August 1297 notarius. Dipl. Norv. II, no. 41.
  6. Finni Johannæi Hist. ecclesiast. Isl., I, pag. 423. Paal Styrkaarssøn forekommer under den følgende konges styrelse i aaret 1340 som klerk. Smlgn. s. 187. Maaske har man allerede kort efter Haakon V’s tid ophørt med den skarpe adskillelse mellem de to klasser.
  7. Dipl. Norv. II, no. 133.