moder fra en lignende deltagelse i regjeringen. Kongedømmet var ikke længer en odel i kongeætten. I kong Haakons regjeringssystem havde det en langt høiere plads, og dermed kunde det stemme vel, naar han fastslog en ordning, som til samme tid betryggede styrelsens sikre gang ogsaa under en konges umyndige aar og tillige forudsatte denne som kongedømmets eneste personlige repræsentant. Saaledes synes der at være megen rimelighed for, at kong Haakon netop har ønsket at holde alle andre medlemmer af kongehuset udenfor rigets styrelse. Men mangelen af et bestemt udtalt forbud forhindrede i 1319, at dette kunde ske med hans egen datter. I det sted blev hun endog den, som egentlig ledede regjeringen.
Hertugindens ret til at deltage i landsstyrelsen blev udtrykkelig anerkjendt ved det store møde, som i slutningen af Juni 1319 afholdtes i Oslo.[1] Indkaldelserne til dette møde kunne neppe være udgaaede fra andre end den af kong Haakon indsatte formynder-styrelse, og dets hensigt kan ikke have været nogen anden end den, at ordne de nye forhold, som maatte opstaa, naar den norske arvekonge ogsaa blev tagen til konge i Sverige. De ved mødet nærværende fornemme norske herrer, lendrmenn ok riddarar i Noregi, som de endnu benævnes, vare følgende: kansleren hr. Ivar Olafssøn, hr. Peter Andressøn, hr. Sæbjørn Helgessøn, hr. Snare Aslakssøn, hr. Erling Vidkunnssøn, mærkesmanden hr. Paal Erikssøn, hr. Sigurd Ormssøn, hr. Bjarne Audunssøn, hr Eiliv i Naustdal, hr. Finn Agmundssøn, hr. Ivar Agmundssøn, hr. Jon Bjarnessøn, hr. Smid Erikssøn, hr. Thrond Halvardssøn, hr. Haakon Thoressøn, hr. Gaut Isakssøn, hr. Sighvat paa Leirhole, hr. Aamunde Borgarssøn, hr. Thorvard Halvardssøn, hr. Thorgeir Simonssøn, hr. Aslak Olafssøn, hr. Guthorm Kolbjørnssøn, hr. Guthorm Helgessøn, hr. Andres Kyrning, hr. Sigurd Jonssøn, hr. Halkell Halkellssøn, hr. Hauk Erlendssøn, hr. Munaan Baardssøn, hr. Guthorm Sigurdssøn og hr. Eindride Peterssøn. Disse treti herrer tilligemed erkebiskopen afsluttede i Oslo bispegaard med de tilstedeværende svenske herrer en overenskomst om foreningen med Sverige af hálfu sinni ok Noregs konungs rikis manna, og saaledes er det vel ogsaa dem, som i begyndelsen af samme aktstykke omtales ved siden af hertuginde Ingebjørg som Nor-
- ↑ Dipl. Norv. VIII, no. 50. Smlgn. P. A. Munch, Det norske folks historie, anden hovedafdeling, I, s. 9 flg.
