Side:Det norske rigsraad.djvu/157

Denne siden er ikke korrekturlest
141


Men om man forsaavidt kan gaa ud fra, at kong Haakons anordninger foreløbig ere blevne overholdte efter sin ordlyd, var der imidlertid ialfald i «t vigtigt punkt skeet en meget betydningsfuld afvigelse fra disse derved, at den unge konges moder havde faaet andel i den øverste regjerings-myndighed. Hvad der kan have foranlediget dette, er ikke ganske klart, og det kan ikke sees, hvorvidt det har været med eller mod de egentlige formynderes ønske. Det er allerede omtalt, hvorledes hendes høie byrd, som det eneste gjenlevende myndige medlem af kongeætten, og hendes forhold til kongen maatte gjøre det vanskeligt for disse at holde hende borte, navnlig naar derimod ikke bestod noget udtrykkeligt forbud. Nogen vægt maatte der ogsaa lægges paa hensynet til Sverige. Dette har maaske gjort det ønskeligt, at der i formynder-styrelsen ialfald fandtes én voksen person, der var fælles for begge riger. Uagtet man ved overenskomsten i 1319 med meget stor omhyggelighed havde søgt at sikre sig mod enhver sammenblanding af de to rigers særlige anliggender og interesser, kunde det dog ikke undgaaes, at der ogsaa maatte drages nogen omsorg for at sikre sig en vis enhed i de særskilte regjeringers optræden, – og dette har man da maaske troet at kunne opnaa ved at give kongemoderen plads i den norske ligesaa vel som i den svenske formynderstyrelse. Da Sverige ikke havde nogen bestemmelser for, hvordan det under en konges mindreaarighed skulde forholdes med rigets styrelse, var raadet der udelukkende henvist til at indrette sig, som det kunde. Uagtet det formelle valg af den unge Magnus Erikssøn til Sveriges konge først foregik, efterat man i Oslo havde truffet de anordninger, som vare fornødne, naar den norske konge tillige blev konge i Sverige, var det dog allerede i forveien at betragte som afgjort, at hertuginden i det sidste land skulde have del i rigsstyrelsen. Dette maatte igjen have sine virkninger paa den maade, hvorpaa man indrettede sig i Norge.

Ligesom kong Haakons anordninger fra 1302 allerede vare ufuldstændige, forsaavidt de ikke omhandlede den adgang, som kongefamiliens medlemmer kunde have til at deltage i en formynder-styrelse, saaledes fandtes der i dem heller ikke nogen bestemmelse om forholdet mellem de tolv og det samlede raad. Det kunde synes, som om kongen var gaaet ud fra, at alle dettes forretninger nu skulde gaa over paa formynderne. Men med den mangel paa nøiagtighed og bestemthed i udtrykket, der i almindelighed er et særkjende for alle middelalderske