statsakter, kan man ikke betragte dette som aldeles sikkert. De tolv formyndere skulde egentlig repræsentere den kongelige myndighed, og der var saaledes ved deres side lige fuldt plads for det øvrige raad. De synes ogsaa selv at have forudsat dette, da de indkaldte mødet i Oslo, der vistnok i videste forstand var en repræsentation for raadet, og der findes tillige i den følgende tid antydninger af, at ogsaa andre af raadets medlemmer end de tolv have optraadt sammen med hertuginden.[1] Men om forholdet mellem begge høres der intet. I overenskomsten af 1319 forudsattes, at rigsraadet var det væsentlige.[2] Norges statsindtægter skulde ifølge denne kun anvendes eptir ráði og samþykt af hertuginden og rigets raad. At rigsraadet uden videre skulde gaa ind paa at overlade al magt til de tolv formyndere og alene lade disse staa ved kongemoderens side, kan neppe antages. I dette tilfælde maatte raadsherrerne endog have opgivet den indflydelse, som de havde havt i kong Haakons dage. Selv om der paa denne tid kunde have bestaaet et rivaliserende forhold mellem de mænd, som havde sæde i den egentlige formynder-styrelse, og deres kolleger i raadet for øvrigt, kan dog ikke dette have havt den styrke, at det kunde medføre en splittelse mellem begge og lade denne ytre sig deri, at det øvrige raad udestængtes fra al befatning med rigets styrelse. Rimeligvis ere de tolv formyndere blevne betragtede som en fast raadskomité, og de ere derfor ogsaa uden videre blevne betegnede som »raadet«. Man var jo allerede fra før af vant til, at dette udtryk anvendtes, hvor blot en del af raadets medlemmer vare nærværende, saaledes at dette ikke nu kunde blive noget paafaldende. Paa denne maade blev der imidlertid ingen skarp grænse mellem formyndernes og raadets myndighed, men begge maatte glide over i hverandre. Ved formynder-styrelsens aarlige sammenkomst kunde ogsaa andre raadsherrer være nærværende, og naar der ellers i denne tid tales om et »raad« ved kongens side, har man neppe strengt taget ret til udelukkende at gaa ud fra, at dette alene har været de fire formyndere »indengaards«, hvis personlige nærværelse hos kongen til enhver tid var forudsat ved retterboden af 1302.[3] Saaledes er der heller ingen grund
Side:Det norske rigsraad.djvu/158
Denne siden er ikke korrekturlest
142
