stor selvstændighed. Det syntes, som om kong Haakon kun havde givet raadet dets fastere afslutning, for at det derigjennem skulde blive saa meget mere skikket til at bruge sin selvstændighed, saasnart han ved sin død havde veget pladsen og overdraget det magten. Kongedømmet repræsenteredes af et lidet barn og dettes moder, en kvinde, der ikke synes at have havt nogen betingelser for at udfylde paa en værdig maade den stilling, som omstændighederne havde givet hende. Om der i sin tid havde været meget at udsætte paa den maade, hvorpaa Magnus Lagabøters enke blandede sig i styrelsen i hendes sønners umyndige aar, var dog dette intet mod, hvad der kunde klages over hertuginden. Hun synes at have været baade svag og letsindig, og ved det forhold, hvori hun traadte til Knut Porse, bidrog hun meget til at undergrave sin egen stilling og gav selv sine modstandere vaaben i hænde mod sig, hvilke disse ikke længe nølede med at anvende til hendes skade.
Hertuginden og hendes yndling søgte snart at sætte sig ud over hensynet til formynderne og raadet i begge riger, skjønt de ikke selv magtede at føre styrelsen med kraft. Ganske lod dog ikke dette sig gjøre, og hertuginden maatte tildels overholde de sædvansmæssige former. Hun var saaledes med kongen ved midtsommerstid og udover i Juli maaned 1320 i Bergen, hvor der afholdtes et provincial-koncilium, og hvor samtidig de fleste, om ikke alle, af de tolv formyndere vare tilstede tilligemed andre medlemmer af raadet.[1] I begyndelsen af September s. a. var kongen og da ogsaa hertuginden faa Baahus, hvor det utrykkelig siges, at han havde sit raad med sig.[2] Herved ligger det maaske nærmest at gaa ud fra, at der kun har været ment formynderne, skjønt ogsaa andre kunne have fulgt kongen. I Juli 1321 var der et større, dog ikke fuldtalligt møde af raadets medlemmer paa Baahus.[3] I April 1322 synes ialfald de fire formyndere at have været hos kongen i Oslo,[4] hvor ogsaa hertuginden var tilstede hos sin søn.
Naar altsaa hertuginden var i Norge, var hun dermed ogsaa nødsaget til at benytte formynderne og rigsraadet. An-
