i kongens navn, uden at nævne hans moder og formynderne. Men dette er dog ikke altid blevet iagttaget, og undertiden træde disse mere synlig frem under sin deltagelse i rigsstyrelsen. Exempler herpaa ere nævnte i det foregaaende.[1]
Den maade, hvorpaa hertuginden omgav sig med Knut Porse og andre fremmede æventyrere og lyttede til disses raad med hensyn til rigets styrelse, maa hurtig have fremkaldt rivninger mellem hende og raadet. Allerede kanslerens tilbagetræden var i denne henseende et betydningsfuldt tegn, og om hun ogsaa under sine ophold i Norge i formen overholdt de gjældende regler, har hun dog neppe taget synderligt hensyn til formyndernes raad, naar deres opfatning kom i strid med hendes egne ønsker. Herover blev der netop ført klager, da hun fjernedes fra styrelsen. Allerede i 1321 førtes forhandlinger mellem begge rigers raad, hvoraf sees, at der herskede misfornøielse med hende og hendes aliqui juvenes et alienigenæ. Disse havde bl. a. fanget den unge fornemme Nordmand Ulf Saxessøn (discretum virum et valentem, som han i denne anledning kaldes). Det brev, som det svenske raad sendte det norske til svar paa den klage, som hr. Finn Agmundssøn herover havde fremsat, haves endnu,[2] og man faar deraf et indtryk af den eiendommelige maade, hvorpaa hertuginden tog sig af rigernes styrelse, og en forklaring af den uvilje, som hun derigjennem vakte imod sig. I Sverige kom denne hurtigere til udbrud og foranledigede allerede i 1322 det bekjendte forbund i Skara og den dermed følgende indskrænkning i hendes magt. I Norge tog det længere tid, forinden man greb til lignende foranstaltninger. Landets beskaffenhed lagde her hin-
- ↑ Smlgn. ovenfor, s. 138 flg. P. F. Suhm, Historie af Danmark, XII, 79 flg., meddeler indholdet af et kongebrev af 20de Marts 1322, som hertuginde Ingebjørg selv skal have beseglet i sin søns nærværelse. Da brevet kun kjendes efter en daarlig parafrase, er det nok muligt, at dette blot er en mindre heldig gjengivelse af den samme formel, som er anvendt i det ovenfor (s. 140) omtalte kongebrev af 18de April 1322. Dipl. Norv. I, no. 166.
- ↑ Dipl. Norv. VII, no. 95. Brevet er stilet til reverendis in Christo patribus, domino Elavo divina miseratione archiepiscopo Nidrosiensi, episcopis et aliis omnibus magnifici principis, domini Magni Dei gratia regis Norvegiæ et Sveciæ consiliariis, in regno Norvegiæ constitutis, – og udstedt af to biskoper, tretten riddere, fem væbnere ceteriqve milites et armigeri ejusdem domini regis de regno Svecia consiliarii, nuper apud villam Örabru in parlamento constituti.
