dringer i veien for en hurtig og samlet optræden, og folkets monarkiske sympathier maatte i det længste staa imod en indskriden mod den eneste person, der virkelig kunde siges at repræsentere den gamle kongeæt. Man var her desuden længere borte og fik derfor heller ikke det levende indtryk, som Svenskerne, af hertugindens uværdige færd, naar hun var paa Varberg hos sin elsker.
Men ogsaa i Norge maatte man mærke følgerne af den uheldige maade, hvorpaa hun greb ind i styrelsen og ofrede landets interesser for en fremmed æventyrers. Kongeseglets fravær maatte lamme administrationens gang, saa meget mere som det anvendtes af hertuginden uden formynder-styrelsens kontrol. Indtægterne bortødsledes af hertuginden, og der paalagdes skatter, som strede imod lovgivningen. Kong Haakons efterladte beholdning af rede penge blev hurtig opbrugt og indtægterne for kommende aar anviste til dækkelse af gjælden. Endelig var riget for Knut Porses skyld kommet i et fiendtligt forhold til Danmark.
Alle disse grunde modnede lidt efter lidt en stedse mere udbredt misfornøielse. Denne maatte først ytre sig hos de mænd, der vare satte ved hertugindens side, hos formynderne, og hos raadets medlemmer for øvrigt. Det var dem, som af hende vare trængte til side, men saa var det ogsaa dem, der vare nærmest til at skride ind. Imidlertid synes det, som om de ikke alle vare lige grebne af uviljen over hendes færd. Medens saaledes hr. Finn Agmundssøn lader til at have været som et hoved for de øvrige misfornøiede, tyde forskjellige ting paa, at hans broder, hr. Ivar Agmundssøn, var vunden af hertuginden og tillige med et par andre af formynder-styrelsen i det længste holdt paa hende.[1] Paa disse undtagelser nær synes dog stemningen i det hele saavel hos aristokratiet, som hos den høiere geistlighed at have været afgjort mod hertuginden, og da uviljen over hendes styrelse havde naaet tilstrækkelig styrke, traadte de begge frem for paa egne vegne at overtage magten. Dette skede i 1323 ved en omvæltning, der atter satte raadet i høisædet som repræsentant for aristokratiet og tildels for hierarkiet. Hvad der var begyndt i 1319, fandt
- ↑ Smlgn. P. A. Munch, Det norske folks historie, anden hovedafdeling, I, s. 45 og 55 flg.
