i virkeligheden ikke længer kunde have nogen synderlig betydning, efterat hr. Erling ved deres side var traadt i spidsen for regjeringen. Tolvmands-styrelsen maatte derved endnu mere end før gaa over til at være en raadskomité, og dens virksomhed maatte nu ikke blive væsentlig forskjellig fra raadets sædvanlige. Saaledes kom den nu rimeligvis til at træde mindre end før frem mellem det øvrige raad. Hvor der i den følgende tid tales om raadets medvirkning ved regjerings-foranstaltninger eller nævnes nogen af dets medlemmer ved kongens og hr. Erlings side, da er der ingen grund til at antage, at dette netop skulde have været den snevrere kreds af formyndere, der altid ledsagede kongen.[1]
Efter retterboden af 1302 skulde i en konges barndom den kongelige myndighed udøves af de tolv formyndere. Hensigten dermed har rimeligvis været den at forhindre, at styrelsen skulde komme i en enkelt mands hænder eller udøves af aristokratiets høibyrdigste ledere. Kongedømmet skulde ikke tiltrænge nogen anden repræsentant end den umyndige konge; formynderne skulde blot være hans forvaltere. Men denne ordning hvilede paa en abstrakt opfatning af kongedømmets natur, som endnu neppe kunde siges at være trængt ind i den almindelige bevidsthed. Denne forlangte en mere personlig repræsentation af kongedømmets værdighed. I 1319 havde rimeligvis netop denne opfatning været en støtte for hertugindens ærgjerrige ønsker. I 1323 krævedes det igjen, at en enkelt mand skulde staa i spidsen for den hele rigsstyrelse.
Hr. Erling Vidkunnssøn var paa mødet i Oslo bleven udnævnt mál formanz rettar oc ifuerskipanar um fæhyrdslur, syslur, oc oll annur storf oc kongleg ombud o. s. v. Han skulde saaledes fra dette øieblik af, og indtil kongen blev myndig, forestaa regjeringen med fuld kongelig magt. Under sin senere deltagelse i rigs-styrelsen optræder han imidlertid ikke med nogen dertil svarende titel. Han kaldes i det sted altid drottsete. Denne titel kan han neppe allerede have havt, da mødet i Oslo holdtes. Enkelte forfattere have rigtignok antaget, at han allerede i 1319 var bleven ophøiet til denne værdighed. Men da hr. Erling i de mellemliggende aar aldrig nævnes med en saadan titel, kan der neppe være tvivl om, at denne formod-
- ↑ P. A. Munch, (Det norske folks hist., anden hovedafd. I, s. 59) har den modsatte opfatning, men uden at give fyldestgjørende grunde for denne.
