det vanskeligt for den enkelte at hæve sig over de øvrige. En enkelt af dem kunde nok overgaa sine kolleger i indflydelse, men dermed fulgte, fraregnet det enkelte tilfælde med hr. Alf Erlingssøns korte jarleværdighed, ingen særlig ydre udmærkelse, der gjorde ham til raadets første mand.
Idet der nu i 1323 blev behov af en særegen formand i raadet, laa det af flere grunde nær at lade denne af de ældre embeder netop overtage drottsetens, uagtet dette ikke var af de fornemmere. Kanslerens embede var efter hans hele stilling ikke af den natur, at dets indehaver kunde blive skikket til at være raadets formand. Han skulde derhos være en geistlig og, forsaavidt han tilhørte kapelgeistligheden, endog i særlig grad afhængig af kongen. Et saadant embede vilde derfor aldrig kunne besættes med en mand, der efter sin byrd og øvrige forhold kunde gjøre krav paa at blive den første i raadet. Stallarens embede havde maaske ikke paa lange tider været besat,[1] og det er saaledes endog muligt, at man i almindelighed havde vænnet sig til at betragte dette som ikke mere existerende. Af de øvrige hirdembeder maatte da drottsetens komme i særlig betragtning, da man ved at tage dette kunde følge det svenske raads exempel, og dette hensyn har her muligvis været det mest afgjørende. Det er heller ikke muligt, at allerede kong Haakon kan have havt til hensigt at ville hæve dette embede høiere op.[2] Idet nu drottsetens embede fik en helt anden karakter og gik over til at være det første i riget under kongen, blev dette et synligt tegn paa, at det hele hirdvæsen nærmede sig til kun at blive en ydre form, der savnede enhver større reel betydning.
Der var dog en ikke uvæsentlig forskjel mellem den stilling, som den nye norske drottsete indtog, og den, hvori hans svenske kollega til samme tid befandt sig. I Sverige var denne embedsmand ikke mere end den første i raadet. I Norge var han ved siden deraf tillige repræsentant for kongens myndighed og var altsaa derved hævet endnu mere op over sine omgivelser. Men uagtet han paa denne maade skulde kunne udøve den hele magt, som tilhørte kongedømmet, var han dog i en ganske anden grad end dettes fødte repræsentanter bunden til at tage hensyn til sine kolleger i raadet. Ved sin udnævnelse var han ligefrem bleven forpligtet hertil, og selv om dette
