ydre former. Disse kunde ikke skjule; at man der grundede aldeles nye forhold, som savnede sidestykker i den ældre statsforfatning. Under den gamle skal var der øiensynlig noget nyt, der var i færd med at vokse frem, og som, hvis det havde tilstrækkelig livskraft, en gang i tiden maatte kunne naa saavidt, at det helt sprængte det gamle og stillede sig selv i stedet.
Forsaavidt mødet i 1323 var en repræsentation af saavel det høiere som det lavere aristokrati, var det allerede paa en maade et tilløb til en repræsentation efter stænder. Saafremt der tør lægges nogen vægt paa den omstændighed, at enkelte af Oslos indbyggere deltoge i mødet og der benyttede sin bys segl til at besegle de fattede beslutninger, maa, som sagt, mødet tillige betragtes som en repræsentation – efter tidens leilighed – for en enkelt bys borgere. At tillægge de mødende nogen bevidst tanke om, at de udgjorde en repræsentation efter stænder, gaar dog ikke an. De have lempet sig dels efter de gamle former, dels efter de nye krav, og ere derved ledede ind paa en eiendommelig, ny udviklingsgang.
Der maa i det hele ikke stilles for store fordringer til den almindelige politiske bevidsthed hos de mænd, som kom sammen i Oslo i aaret 1323. Naar saaledes P. A. Munch,[1] der kalder alle de mødende, høvdingers, tillige i dem ser en samling af »fædrelandsvenner« og betragter den hele sammenkomst i et dertil svarende lys, da er dette kun tildels berettiget. Der var visselig meget forskjellige hensyn sammenblandede hos dem, der ved denne leilighed kom sammen for at fjerne hertuginden fra rigsstyrelsen, og derfor kan der neppe lægges for megen vægt paa deres ideelle fædrelandssind,[2] skjønt det paa den anden side vilde være uretfærdigt at negte, at ikke ogsaa hensynet til fædrelandet har virket med ved siden af deres særlige standsinteresser. Flertallet af de mødende har neppe havt nogen større indflydelse. Snarere have de kun været redskaber i enkelte lederes haand. Det var sandsynligvis – ved siden af
- ↑ Det norske folks historie, anden hovedafdeling, I, s. 54.
- ↑ Klager over den slette styrelse vare noget meget almindeligt. De forekomme paa denne tid stadig efter alle formynder-regjeringer. Haakon V.s klager over sine formyndere ere ovenfor omtalte. Ligesom i 1323 over hertuginden, kom der bagefter klager over hr. Erlings styrelse. Alle disse kunne have været meget berettigede, men ere ikke derfor sikre vidnesbyrd om, at de klagende alene have været ledede af fædrelandssind.
