de høie geistlige – kun de tilstedeværende medlemmer af de store ætter, der ved denne leilighed havde afgjørelsen i sin haand, og den jævnlighed, der i det ydre bestod mellem dem og den lavere adel, havde i virkeligheden kun ringe betydning. Det var storætterne, som havde den afgjørende stemme, ikke alene paa en forsamling, som den, der mødte i 1323, men ogsaa inden raadet.
Ligesom i 1319, var det ogsaa i 1323 bleven udtrykkelig bestemt, at raadets samtykke var nødvendigt for at give regjeringens foranstaltninger gyldighed under kongens umyndige aar. Bestemmelsen var i 1323 given i endnu mere omfattende udtryk end i 1319. Forsaavidt viser det sig, at de mødende forstode at varetage sine egne interesser, da raadet netop var en repræsentation for dem. Derimod synes det, som om den almene nationale og politiske bevidsthed i Norge har været mindre end i Sverige, hvis aristokrati i 1319 havde drevet igjennem bestemmelser, der ikke alene tilsikrede dets egne medlemmer, men ogsaa det hele folk adgang til at deltage i bevillingen af skatter og paalæg. Om noget saadant er der ikke til samme tid tale i Norge. Her var det kun raadet, som tilsikredes bestemte rettigheder af denne art.
Efter udtrykkene i den beslutning, der fattedes paa mødet i Oslo 1323, maa der have været adgang til at supplere rigsraadet under formynder-styrelsen. Men hvorledes man dermed har baaret sig ad, oplyses ikke. Forsaavidt hr. Erling skulde regjere med fuld kongelig myndighed, maatte det synes, som om han her alene havde havt afgjørelsen. Men rimeligvis har han ikke foretaget nogen udnævnelse af nye raadsherrer uden at spørge de øvrige. Har dette været tilfældet, har saaledes raadet faaet en ikke uvigtig udvidelse af sin myndighed.
Ogsaa under den anden formynder-styrelse maatte svenske forbilleder faa megen betydning for raadet og aristokratiet i det hele. De ledende mænd saa i Sverige et samfund, i hvilket adelen havde opnaaet stor selvstændighed og politisk indflydelse, og hvis forhold vare vidt forskjellige fra de norske, saaledes som disse vare ordnede under kong Haakon. Dette maatte indbyde til efterligning. Foreningen med Sverige fik derigjennem, hvor svag den end var, dog sin betydning, idet der ikke fra kongemagtens side kunde lægges hindringer i veien for, at det norske raad fulgte sine svenske kollegers exempel. Imidlertid savnes der tilstrækkeligt materiale for at kunne afgjøre, i hvilken udstrækning denne indflydelse har fundet sted.
