Side:Det norske rigsraad.djvu/186

Denne siden er ikke korrekturlest
170

sommer, 1331, afholdtes en større raadsforsamling i Bergen, hvor erkebiskop Eiliv, biskop Salomon, hr. Erling Vidkunnssøn og »hele det øvrige raad, som der var sammenkommetse, nævnes i en retterbod af 9de August, der handler om udlændingers handel og liggetid.[1]

Mødet i Bergen var rimeligvis det sidste større raadsmøde, der afholdtes under drottsetens formynder-styrelse. Sandsynligvis er der ved denne leilighed ogsaa truffet aftale om, hvorledes der skulde forholdes ved kongens overtagelse af regjeringen som selvstændig styrelse, hvilken derpaa synes at have fundet sted i al ro.

Under hr. Erlings styrelse førtes regjeringen, ligesom fra 1319–1323, i den unge konges navn. Men fraregnet det ene, ovenfor (s. 165 flg.) omtalte exempel med et brev, der er beseglet med kongens sekret, har det altid været anseet nødvendigt, at de offentlige brevskaber indeholdt en udtrykkelig tilkjendegivelse om, at hr. Erling paa raadets vegne havde samtykket i deres udstedelse. Ved siden af kongens trykte han til yderligere bekræftelse herpaa sit segl paa brevene. Hvem der i de første aar opbevarede kongens segl og dermed beseglede konge- lige retterbøder og breve, vides ikke. Kun saa meget sees, at der ikke var nogen kansler; men der siges intet om, hvem der paa kongens vegne »indseglede« de breve, som udgik i hans navn. Rimeligvis var dette hr. Erling selv. Det ældste nu bevarede brev, som hr. Erling har udstedt i kongens navn, er et af 5te Marts 1325.[2] Det er forseglet med kongens segl og med drottsetens eget segl. Herom heder det i brevet: »og til sandt vidnesbyrd om, at vort raad saa haver samtykt, satte hr. Erling Vidkunnssøn, vor drottsete, med vort indsegl sit indsegl for dette brev, som blev gjort i Nidaros syv nætter før Gregorius messe i vor regjerings sjette aar. Ivar klerk skrev«. Den samme formel bruges ogsaa i andre breve;[3] men deri ligger neppe nogen udtalelse om, at det særlig nævnte anliggende har været forelagt flere af raadet. Undertiden anvendes endog blot formelen: »og til sandt vidnesbyrd satte hr. Erling« o. s. v.[4] Imidlertid kan det paa den anden side være ligesaa rimeligt, at de i disse breve omhandlede sager virkelig have været fore-

  1. Norges gamle love, III, s. 157–159.
  2. Dipl. Norv. III, no. 139.
  3. Norges gamle love, III, s. 153–159. Dipl. Norv. I, i no. 164.
  4. Dipl. Norv., VI, no. 168.