lagte for raadet i en flerhed af de nu kjendte tilfælde. Men i andre kan maaske sagen være forelagt drottseten alene, idet hans samtykke, som raadets formand, har været betragtet som tilstrækkeligt og som givet for det hele raad. Hvor altsaa den her omhandlede formel er bleven anvendt, er den intet sikkert bevis for, at der paa den tid har været afholdt et virkeligt raadsmøde. Hvor der i brevenes indledning anvendes den formel, at sagen har været forebragt for kongen og hans raad, eller, som det en enkelt gang heder, for drottseten og raadet, kan der snarere være grund til at gaa ud fra, at dette er skeet paa et mere talrigt raadsmøde. Dog er neppe heller dette aldeles sikkert, da derved muligvis ogsaa kun kan være ment en forelæggelse for drottseten, som handlede paa raadets vegne. Kun hvor det i indledningen siges, at vedkommende regjeringshandling er skeet med raad og samtykke af rigsraadet i almindelighed eller af enkelte navngivne mænd af dettes medlemmer, kan man være vis paa, at der har været en samling af andre raadsherrer end netop drottseten og de ganske faa mænd, der i regelen pleiede at være hos kongen. I alle tilfælde var det imidlertid ogsaa nødvendigt, at drottsetens segl blev hængt under brevet; deri laa en tilkjendegivelse, at det var udstedt i overensstemmelse med de for formynder-styrelsen vedtagne regler.
Efter 1327 er kongens segl altid hængt under brevene af den nye kansler, hr. Paal Baardssøn.[1] Saavel før som efter denne tid ere derhos i almindelighed, baade i retterbøderne og i de øvrige kongelige breve, de kongelige klerke navngivne, som have udfærdiget dem. Paal klerk sees at have været hyppig benyttet; foruden ham forekommer ogsaa Ivar Audunssøn. Haakon Ivarssøn notarius nævnes ikke i noget brev yngre end 1320, som den, der havde skrevet det, men var dog fremdeles i live.[2] Thorgeir Tovessøn, der endnu levede i 1328 og da synes at have staaet i hertugindens tjeneste,[3] nævnes heller ikke efter 1320 som udsteder af et kongeligt brev. I latinske breve an-
- ↑ R. Keyser, (Den norske kirkes historie, II, 228) paastaar, at Paal Baardssøn (»saavidt vides«) aldrig nævnes som provst ved Mariakirken i Oslo, uagtet han allerede i et diplom fra 1328 omtales i denne stilling. Dipl. Norv. III, no. 149. Paal var ellers utriusque juris professor. Smstds. VII, no. 113.
- ↑ Dipl. Norv., I, no. 191.
- ↑ Dipl. Norv., IV, no. 183.
