vendtes den sædvanlige formel: sigillum nostrum præsentibus est appensum.[1] I disse nævnes ingen klerk som den, der besørgede brevet renskrevet.
Ved forhandlinger med udenlandske magter synes raadet at være optraadt i sit eget navn. Dette synes ialfald at have været tilfældet ved de forhandlinger, som førtes i 1324–1325 med England om en fornyelse af freden mellem begge riger. I det brev, som i denne anledning af erkebiskopen, drottseten og raadet blev tilskrevet Edvard II, synes der hverken at have været tale om kongen eller hans moder, uagtet begge paa den tid vare i Bergen.[2] Saa meget mere paafaldende bliver det, at et saadant brev ikke er udfærdiget i kongens navn. I den engelske svarskrivelse siges imidlertid udtrykkelig, at det var fra raadsherrerne, det norske brev var afsendt. Her er saaledes et brud paa den almindelige regel.
Uagtet hertuginde Ingebjørg i 1323 var trængt ud af sin ledende stilling i regjeringen, stod hun dog heller ikke efter den tid ganske udenfor enhver deltagelse i denne. Da hun fremdeles var meget om den unge konge, havde hun deri et støttepunkt for bevarelsen af ialfald nogen indflydelse. Tiden var overhovedet ikke for nogen skarp afgrænsning af de anliggender, som vedkom staten, og de, der udelukkende berørte kongefamiliens interesser. Paa den maade kunde hertuginden ogsaa efter 1323 vedblive at optræde ved siden af kongen og hr. Erling, som den, der var kongehusets eneste fuldmyndige medlem, og hvis samtykke derfor ogsaa havde nogen vægt. Ved raadets sammenkomst i Bergen 1324 var hun saaledes tilstede og sees der at have taget del i forhandlingerne.[3] Ved freden i Konghelle 1327 hængte hun endog ved kongens side sit segl under traktaten.[4] Først efter hendes giftermaal med Knut Porse ophørte denne hendes deltagelse i norske regjerings-anliggender aldeles, idet hun da forlod landet.
Hertugindens nærværelse i Norge var neppe til gavn for landet. Navnlig synes hun at have givet anledning til en splittelse inden aristokratiet, af hvis medlemmer en del endog greb til vaaben mod hende. Imidlertid kan det være, at der her ogsaa har været andre medvirkende grunde end netop misfor-
