sjeldne. Uagtet de faa og lidet talrige ætter indbyrdes stode hinanden meget nær gjennem ældre slægtskabs-forbindelser, høres der dog af og til om uvenskab mellem familierne, som man igjen har søgt at stanse ved nye giftermaal. I 1291 tales der saaledes om et langvarigt uvenskab mellem Giske- og Bjarkøætten og en anden høibyrdig æt, rimeligvis den paa Stovreim, der bilagdes ved et giftermaal.[1] Et lignende uvenskab, der ogsaa blev bilagt paa samme maade, omtales i 1331 mellem hr. Haakon Thoressøns og hr. Thorvald Thoressøns slægter.[2] Der er heller ingen grund til at antage, at dette skulde have været de eneste tilfælde af saadanne familietvister. Gjennem disse svækkedes høiadelens samhold, og paa samme tid som den gjennem voldsom og hensynsløs optræden udnyttede de fordele, som forholdene bød den, til bedste for sine private interesser, maatte det blive den saa meget vanskeligere at fastholde sin politiske indflydelse, idet den ved omstændighedernes medfør endog bragtes i den fristelse at glemme de almene interesser over de private. Under dette gik imidlertid den en gang begyndte udvikling sin gang.[3]
- ↑ Dipl. Norv. I, no. 79. Smlgn. P. A. Munch, Det norske folks historie, IV, 2, s. 286 flg.
- ↑ P. A. Munch, anf. st., anden hovedafd. I, s. 135.
- ↑ Da raadsherren hr. Sæbjørn Helgessøn netop paa denne tid døde, gik ialfald en del af hans eiendomme ved hans datters giftermaal med hr. Finn Agmundssøn over til Hestbøætten, der saaledes fik en neppe ganske ringe tilvekst til sine besiddelser, medens der ikke traadte nogen ny slægt i den uddødes sted. Maaske kan en del af hr. Sæbjørns eiendomme ogsaa være kommen til Losneætten og derved have bidraget til at skaffe denne dens store rigdom. Smlgn. Histor. tidsskr., anden række, II, s. 71, note 1, og ovenfor, s. 80, note 2. Hvis hr. Sæbjørn virkelig skulde have været fra Sogn, vinder denne formodning i styrke. Losneætten er af alle det 14de aarhundredes norske ætter den, som det frembyder de største vanskeligheder at stille paa dens rette plads. At den har været en lavbyrdig æt, som det tiltrods for alle hindringer har lykkets at trænge ind i kredsen af de store ætter, lader sig ikke benegte. Men paa den anden side er dog ikke dette meget sandsynligt. Smlgn. s. 35, note 1 – Med den ringe frugtbarhed, som paa denne tid synes at være et særkjende for de høibyrdige norske slægter, blev ethvert dødsfald et stort tab for aristokratiet. Den omhu, hvormed de store fornemme ætter, selv i tilfælde af indbyrdes uenighed, vaagede over, at jordegodset efter en uddøende æt ved giftermaal bevaredes for den samme kreds, synes at indeholde et sikkert vidnesbyrd om, at de ikke gjerne saa, at andre traadte ind i denne. Derfor viser det sig ogsaa, at den eneste æt, der fra den lavere adel virkelig, skjønt dog først efter meget
