Side:Det norske rigsraad.djvu/192

Denne siden er ikke korrekturlest
176


Mellem aristokratiet og den høiere geistlighed var ogsaa forholdet under formynder-styrelsen meget spændt, idet hr. Erling Vidkunnssøn og hans tilhængere stode afgjort imod flere af biskoperne. Af hvad der vides herom, synes det at kunne sluttes, at striden væsentlig har været af politisk natur, og at hr. Erling som høiadelens fører i det væsentlige har staaet paa det standpunkt, som baronerne indtoge efter 1280. Men striden førtes nu fra begge sider med en øiensynlig formindsket kraft. I 1323 synes det, som om der endnu har hersket et godt forhold mellem begge parter, og at de have staaet paa samme side; men dette kan ikke have været af lang varighed og er snart bleven afløst af en skarp spænding. Hierarkiet har villet udnytte situationen til sin fordel og er derved straks kommen i opposition til hr. Erling og det øvrige aristokrati. Ogsaa denne gang synes en allianse mellem dette og hierarkiet paa det nærmeste at have hørt til umulighedernes verden, ligesom det heller ikke er umuligt, at det atter igjen nu var geistligheden, der gav den første anledning til brudet.

Under det provincial-koncilium, der i September 1327 var samlet i Bergen samtidig med det da afholdte raadsmøde, synes navnlig denne spænding at have været meget stærk. Som geistlighedens fører fremtræder ved denne leilighed biskop Audfinn af Bergen, medens erkebiskop Eiliv nu som før har været mere forsonlig lige over for aristokratiet. Medens Audfinn synes

    lang tids forløb, var saa heldig at vinde plads mellem de første i landet, nemlig ætten paa Finnen, netop er kommen frem ved at samle det spredte jordegods, der endnu ikke laa under de store ætter. Dens rigdomme skyldtes alene gjentagne giftermaals-forbindelser mellem hirdmands-ætter, hvorved tilsidst det store godskomplex dannedes, i hvilket Finnen var hovedsædet. Smlgn. s. 34 flg. og Historisk tidsskrift, anden række, II, s. 10–21. For de store ætter kom der nu ved siden af byrden, i endnu høiere grad end før, et andet hensyn til, nemlig hensynet til rigdommen. Naar der inden de store ætter kun sjelden mærkes spor af, at de have havt sidegrene, da kommer dette maaske især deraf, at saadanne sidelinjer tiltrods for slægtskabet ikke have været i den økonomiske stilling, at de have kunnet hævde sin stand. Ialfald vides det, at Losneætten i det følgende aarhundrede havde sidelinjer, der ikke tilhørte det samme lag af aristokratiet som dens hovedgren. Naar paa denne maade det økonomiske spørgsmaal havde en afgjørende betydning for de første ætter, maatte dette i endnu høiere grad blive tilfældet for smaaætternes vedkommende og vanskeliggjøre deres stilling. Det er saaledes ikke nogen tilfældighed, at disses tilbagegang netop under kong Magnus Erikssøns regjering bliver meget iøinefaldende. Smlgn. s. 108 flg.