at have drevet igjennem en beslutning om tildels at gjenoptage hierarkiets ældre program, hvilken ligefrem var rettet mod hr. Erling, forsøgte erkebiskopen at istandbringe et kompromis. Som udbyttet af hans bestræbelser maa man betragte retterboden af 14de September 1327, der i virkeligheden var en opgiven af det ældre program. Men samtidig maatte hr. Erling indgaa paa at optage en af biskop Audfinns tilhængere som fast medlem af raadet, idet Paal Baardssøn udnævntes til kansler og overtog rigsseglets forvaring.[1] Uagtet denne nu tillige traadte ind i den kongelige kapelgeistlighed som provst ved Mariakirken, synes han dog fremfor alt at have betragtet det som sin opgave at varetage hierarkiets interesser i raadet.
Under den fortsatte strid mellem drottseten og biskop Audfinn viste det sig, at kansleren var den sidste til megen nytte, idet han negtede at besegle flere breve, som drottseten og hans venner i raadet vilde have udstedt, og ved at fastholde denne vægring forhindrede dem fra at skride ind mod biskopen paa den maade, som de oprindelig havde tænkt.[2] Biskop Audfinn stod nu tillige paa hertugindens parti, efterat hun havde brudt med hr. Erling. Striden mellem raadets geistlige og verdslige element forplantede sig let over paa andre omraader, der oprindelig vare den aldeles fremmede.
Den maade, hvorpaa kansleren nu optraadte, viser, at kong Haakons betænkeligheder ved at betro seglet til andre geistlige end saadanne, som vare afhængige af ham, vare vel grundede. Men for at bestemmelserne fra 1314 skulde kunne opretholdes, var det tillige nødvendigt, at regjeringens formand havde et aabent øie for deres sande betydning. Saafremt hr. Erling i tide havde ladet et medlem af kapelgeistligheden, paa hvem han kunde stole, rykke op til kansler og provst ved Mariakirken, havde han i ham havt en tilhænger i stedet for en modstander, der ved den første leilighed vilde arbeide paa at krydse hans planer. Kanslerembedet var af samme natur, som det øvrige raad og kunde, skjønt udviklet i monarkiets tjeneste,
- ↑ P. A. Munchs skarpsindige slutninger om disse forhold (Det norske folks historie, anden hovedafd., I, 88–93) have stor sandsynlighed for sig. Smlgn. ogsaa R. Keyser, Den norske kirkes historie, II, 218–232, hvor der for øvrigt synes at gjøres altfor meget væsen af hr. Erlings stilling som kongedømmets forsvarer og dermed følgende patriotiske holdning i modsætning til biskop Audfinn.
- ↑ Smlgn. P. A. Munch, anf. st. I, s. 103 flg.
