arv efter monarkiet, og atter igjen var man fra den ene yderlig- hed gledet over i den anden.
Det i raadet repræsenterede aristokrati var derunder optraadt med megen myndighed, men havde ved sin indre splittelse svækket sin stilling. I kampen med geistligheden havde det ikke været ligesaa dristigt og ligesaa heldigt som baronerne fra 1280. Derfor var ogsaa denne endt med at sikre hierarkiet en forøget indflydelse i raadet. Ovenpaa al den uro, der havde været betegnende for den lange formyndertid, skulde det ventes, at raadet ialfald havde gjort forsøg paa at bevare sin indflydelse, da regjeringen overdroges til den unge konge som fuldmyndig. Efter kong Haakons anordninger skulde dette ske, naar han var bleven tyve aar. Da Magnus imidlertid nu overtog styrelsen paa egne vegne i en alder af kun seksten aar, maa dette have havt en eller anden grund, som ikke mere kan paavises. Men der havde da ialfald været saa meget bedre anledning for de raadsherrer, som ikke ønskede at opgive noget af sin magt, til at modsætte sig dette, og naar det ikke nyttede, da at vække uroligheder. Om saadant høres der imidertid ikke noget. Styrelsens forandring synes at være gaaet for sig i den ønskeligste ro, og medens der baade før og siden var idelig uro mellem aristokratiet, mærkes der netop paa denne tid intet til, at der fra dettes side har været nogen ulyst til at lade kongen overtage styrelsen som myndig hele fire aar, før det behøvedes. Der er ved dette noget gaadefuldt. Maaske kan den formodning være rigtig, at erkebiskop Eiliv, der i det hele fremtræder som en mand af en sindig og rolig karakter, har øvet indflydelse paa hr. Erling og bevæget ham til at vise det maadehold at opgive sin myndighed, inden han strengt taget var nødsaget dertil.[1]
Det var i begyndelsen af aaret 1332, at regjeringen blev overdragen til kong Magnus som fuldmyndig,[2] og samtidig nedlagde hr. Erling sin værdighed som drottsete. En af hans og raadets sidste handlinger synes at have været udnævnelsen af en midlertidig
- ↑ P. A. Munch, Det norske folks historie, anden hovedafd., I, s. 125 flg.
- ↑ R. Keyser har i Den norske kirkes historie, II, s. 242 med megen skarpsindighed paavist, at kongen maa være erklæret myndig i 1332, ikke i det følgende aar. Smlgn. C. G. Styffe, Bidrag till Skandinaviens historia, I, x. Keyser har imidlertid ikke kjendt Detmars beretning. Se s. 181, note 2.
