var der ved denne leilighed ikke tale. Hestbøætten stod paa kongens side, og det kan endog være rimeligt, at grunden til den hele reisning ligesaa meget maa søges i de andre storætters misfornøielse med den indflydelse, som dens ene repræsentant, hr. Ivar Agmundssøn, kan have havt hos kongen, som i deres uvilje over den maade, hvorpaa denne havde ført landsstyrelsen i det ene aar, der var hengaaet efter myndighedserklæringen. Kongen havde jo netop selv rettet meget stærke beskyldninger mod de tidligere magthavere, og disse kunde være ligesaa berettigede, som de klager, der fra deres side kunne være rettede mod ham. Derhos maa der ikke lægges for megen vægt paa den selvstændighed, hvoraf kong Magnus i en alder af seksten til sytten aar kunde være i besiddelse. Hans omgivelser maatte med nødvendighed faa indflydelse over ham, og naar det af flere træk synes at fremgaa, at netop hr. Ivar Agmundssøn (Rova), der som befalingsmand paa Baahus hyppigst var hos ham, var i fuld besiddelse af den unge konges tillid og vidste at benytte sig deraf, ligger det nær at betragte ogsaa denne reisning som et nyt udtryk for den splittelse, som allerede længe havde hersket inden aristokratiet og lammet dettes kraft. Forsaavidt bliver den en fortsættelse af den ældre tvist, hvorunder hovederne for Giske-Bjarkøætten og for Hestbøætten havde staaet hver paa sin side.
Dermed er det imidlertid ikke givet, at hr. Erling og hans venner ikke ogsaa have været ledede af politiske bevæggrunde, og navnlig kan hr. Ivar Rovas optræden under forhandlingerne om den svenske krones erhvervelse af Skaane have vakt betænkeligheder hos hans rivaler.[1] Kongens fravær fra landet og de derved foranledigede uregelmæssigheder i styrelsen maa ogsaa have havt sin andel i misfornøielsen og have maaske endog været den nærmeste anledning til dennes udbrud. Naar nemlig kongen var fraværende og ingen paa hans vegne forestod landsstyrelsen, maatte det nødvendig virke hemmende paa
- ↑ P. A. Munch har vistnok ret i den formodning, som han har fremsat (Det norske folks historie, anden hovedafd., I, s. 143 og 153), hvorefter hr. Ivar Rova skulde være den weldighe riddere to Bawehuss, der omtales af den lübeckske krønikeskriver Detmar (Grautoffs udgave, I, s. 235), som den, der i dette spørgsmaal havde havt stor indflydelse hos kong Magnus.
221; V, no. 202. Om andre, der rimeligvis have staaet paa samme side, se P. A. Munch, Det norske folks hist., anden hovedafd., I, s. 159 flg.
