Side:Det norske rigsraad.djvu/200

Denne siden er ikke korrekturlest
184

mange omraader. Dette maatte føles dobbelt trykkende, efterat man i længere tid havde vænnet sig til at have en rigsforstander og se ham udføre regjeringens forretninger med kongelig myndighed.

Om urolighederne vides kun lidet, og selv dette er maaske ikke engang aldeles sikkert. Saa meget sees, at hr. Erling forholdt kongen Tunsberghus, medens de øvrige misfornøiede holdt til paa Oplandene, hvor de fangede biskoperne af Hamar og Oslo. Om blodige kampe høres der intet, og det kan for den sag gjerne være, at den hele reisning ikke har krævet et eneste menneskeliv, men mere har gaaet ud paa at røve og plyndre modpartens eiendomme. I ethvert fald blev den ikke af lang varighed.[1]

Rimeligvis er striden bleven bilagt ved et møde, som synes at være holdt paa Baahus mod slutningen af 1333, og hvorved kongen selv, ialfald til en tid, var nærværende.[2] Ved denne leilighed synes ialfald flere af rigets biskoper at have været tilstede, og den pavelige tiendesamler Petrus Gervasii var udtrykkelig opfordret til at komme derhen. Han siger selv, at han foretog reisen ad instanciam nobilium regni Norvegiæ, og har derfor maaske været mægler mellem de stridende parter. Ved mødet maa foruden disse rimeligvis ogsaa de fleste raadsherrer have været tilstede; men noget bestemt vides ikke herom, ligesom man heller ikke kjender nærmere til de midler, som anvendtes for at bilægge uenigheden.

Kongen, der i denne sag igjen maa have været ledet af hr. Ivar, har imidlertid efter al rimelighed – maaske allerede, inden mødet blev afholdt – maattet gjøre nogle indrømmelser, ved hvilke han har kunnet fjerne den vigtigste ankepost, der var ført imod hans styrelse, medens han paa samme tid opnaaede at beholde hr. Ivar som den, der med ham ledede landsstyrelsen. Forsaavidt reisningen var rettet imod denne, havde den saaledes forfeilet sit maal. Imidlertid maa det her atter igjen erindres, at vor kundskab om disse forhold er yderst mangelfuld, og at den fulde sammenhæng mellem begivenhederne blot til en del lader sig ane.

I et brev af 20de September 1334 kaldes hr. Ivar Rova

  1. Annales Islandici, s. 250. Smlgn. P. A. Munch, Det norske folks historie, anden hovedafd., I, s. 151–163.
  2. P. A. Munch, anf. st. I, s. 156 og 160 og hans udgave af Pavelige nuntiers regnskabs- og dagbøger 1282–1334, s. 122.