»kongens drottsete i Norge«, hvilken værdighed han da først nylig kan have faaet.[1] Betydningen af denne udnævnelse kan ikke være tvivlsom. Derved fik raadet paa ny en formand, som, naar kongen var fraværende, kunde være dets selvskrevne leder og optræde som rigsforstander, saaledes at for eftertiden rigsstyrelsen til alle tider under kongens fravær kunde have sit naturlige midtpunkt inden landet. Et saadant havde man hidtil savnet fra den tid af, at hr. Erling nedlagde sin værdighed. Maaske er hr. Ivar ikke før ud paa sommeren 1334 bleven drottsete, og rigsforstanderskabet er da i kongens fravær bleven ført af et andet medlem af raadet. Ialfald haves der et brev, som i kongens navn er givet i Tunsberg 1ste Mai 1334, og som siges at være udstedt hiauerandum virduleghum herra ok vin varom hinum kærazsta herra Salomone með guds miskun biskupi j Oslo; herra Hakon Oghmundrson insiglaðe Paall klærkr ritaðe.[2] En saadan formel er ikke ellers anvendt i noget andet nu bevaret brev; den viser imidlertid, at biskop Salomon maa have havt fuldmagt til at optræde paa kongens vegne, og at hr. Haakon derved har udført kanslerens forretninger og saaledes rimeligvis ogsaa har havt fuldmagt som seglbevarer. I brevet tales der om, at kongen og hans raad (ver ok rad vaart) havde seet de ældre dokumenter, som skulde bekræftes, men da kongen selv var fraværende – han var da i Stockholm – er dette udtryk kun en formel, som alene viser, at de nævnte mænd ere optraadte paa raadets vegne og i kraft af kongens særlige udnævnelse til dette hverv. Men hvorvidt de saaledes have gjort tjeneste som en slags rigsforstandere, inden hr. Ivar var bleven udnævnt, eller om de kun have udøvet denne myndighed for en enkelt leilighed, vides ikke. Begge dele kunne være lige sandsynlige.
I ethvert tilfælde har kongen for at dæmpe misfornøielsen grebet til den forholdsregel at overdrage en større myndighed. til raadet og lade en eller flere af dettes medlemmer i sit fravær lede styrelsen. Ved at sætte hr. Ivar i spidsen for raadet gav han dette tillige en formand, der hørte til hans egne nærmeste tilhængere, og kunde saaledes træffe denne foranstaltning med saa meget mindre betænkelighed. At raadet eller enkelte af dets medlemmer kunde udrustes med kongelig myndighed for
