Kong Magnus har paa denne maade øiensynlig anseet det
for unødvendigt at ansætte nogen kansler. Naar han undlod
dette, kunde han uden nogen kontrol fra sine raadgiveres side
føre det store og det lille segl med sig, hvorhen han vilde.[1]
Idet kanslerens embede nu faktisk maatte blive noget andet, end
kong Haakon havde villet gjøre det til, var det fra kongens
side noksaa naturligt, at han i det længste kviede sig ved at
besætte det. Kun paa den maade var det ham muligt at hindre
raadet fra at faa den afgjørende indflydelse i de tilfælde,
hvor det kongelige segl skulde anvendes. En kansler, der blev
i Norge, medens kongen var fraværende fra landet, maatte altid
mere blive en talsmand for de interesser, som repræsenteredes
af hans kolleger i rigsraadet, end for kongens, og han
maatte snarere betragtes som en seglbevarer for dette end for
kongen. Naar saaledes kong Magnus undlod at udnævne nogen
ny kansler, medens der efter Paal Baardssøn kom en ny provst
ved Mariakirken, Erling Gullessøn, da var grunden hertil en
ganske anden end den, der i sin tid havde bevæget hr. Erling
Vidkunnssøn til som drottsete at styre landet uden kansler.
Enten rigsseglet var i hænderne paa en drottsete eller kansler,
kunde for aristokratiet være en forholdsvis ligegyldig sag, naar
kun begge stode paa dets side, og forsaavidt kansleren efter
den gamle praxis skulde være en geistlig, kunde det endog fra
deres standpunkt have sine fordele, at embedet stod ubesat.
Ved hr. Paals udnævnelse var det heller ikke hensyn til kongemagten,
der gjorde sig gjældende. Han kom netop frem paa
grund af den høiere geistligheds ønsker om ogsaa at have et
fast støttepunkt inden raadet.
- ↑ Nogen nøiagtig oversigt over de tilfælde, hvori disse segl anvendtes, med hvad dertil hører, lader sig for øieblikket ikke tilveiebringe, hverken for denne, de foregaaende eller de efterfølgende kongers regjering. Dette kan først ske, naar der foreligger et norsk sigilværk, hvori alle diplomer ere angivne, i hvilke ethvert segl forekommer. I denne henseende give nu kun de senere dele af Diplomatarium Norvegicum nogen veiledning, medens man i de første lades aldeles i stikken. Saaledes faar man der ingen oplysning om, at kongens mindre segl er hængt som det andet, i den fra brevet skaarne seglrem under en dom af 24de Juni 1321 (D. N. III, no. 124). I dommen deltoge flere rigsraader, derimellem hr. Jon Bjarnessøn, konungs fehirðir i Noregi, og hr. Hauk Erlendssøn, hvilken sidste nærmest maa være den, som har beseglet med kongens segl (sigillum ad causas?). (Efter mundtlig meddelelse af hr. arkivfuldmægtig H. I. Huitfeldt). Sammenhængen med dette segls anvendelse ved en Gulathingsdom synes for tiden neppe at kunne forklares.
