heller i kongens tanke. Medens han i Sverige stadig saa sin magt indskrænket af rigsraadet, var det, som om han for sit andet rige af al magt arbeidede paa at holde dette nede. Men exemplet fra Sverige maatte netop blive opmuntrende for de norske raadsmedlemmer; at følge det laa meget nær. Alene ved at lægge en udvidet magt i deres hænder kunde jo desuden den forudsætning opretholdes, hvorunder foreningen med Sverige oprindelig var sluttet.
Under saadanne forhold er det naturligt, at der maatte høres om misfornøielse og gjæring mellem aristokratiet. Kongen bestemte sig til at møde denne og udskrev et møde til 22de Juni 1337, rimeligvis i Oslo.[1] Dette kom dog først istand nogle maaneder efter den oprindelig fastsatte tid og holdtes da i Oslo, hvorhen kongen ogsaa selv kom og opslog sin residens paa Akershus. Maaske er han ved den samme leilighed tillige bleven kronet som norsk konge. Foruden erkebiskopen var biskop Haakon af Bergen, biskop Halvard af Hamar og sandsynligvis ogsaa Oslos egen biskop Salomon derved tilstede. Af de verdslige raadsherrer synes hr. Erling Vidkunnssøn ikke at have indfundet sig, hvorimod hans unge søn, Bjarne Erlingssøn, kom til mødet. Af andre tilstedeværende kjendes brødrene hr. Jon og Sigurd Hafthorssøn, hr. Ivar Agmundssøn og hr. Paal Erikssøn, maaske ogsaa hr. Ulf Saksessøn, der netop paa denne tid ligesom Jon Hafthorssøn er bleven ridder.[2] Under dette raadsmøde udstedtes den ovenfor (s. 187 og 190) omtalte retterbod af 30te August 1337, der synes at have forudsat en medvirkning af det samlede raad. Mærkeligt er det, at det brev, hvorved kongen under dette samme ophold i Norge bekræftede de ældre gaver og rettigheder, som vare skjænkede Mariakirken i Oslo, aldeles ikke nævner rigsraadets deltagelse. Her var det jo virkelig forud (s. 190) stillet i udsigt, at kongen vilde indhente dettes samtykke til den sidste store gave, som han havde givet denne sin morfaders yndlingskirke, og naar han nu netop lod den bekræfte under sit ophold i Oslo, er det neppe tænkeligt, at han ikke skulde have taget det hensyn til rigsraadets medlemmer, at tage dem med paa raad. Men da er det ogsaa noget paafaldende, at der ikke nævnes noget derom. Hovedøiemedet med det hele møde var vel imidlertid at istand-
