gen og flere andre bistode ham. Erkebiskopen var i den første del af den paafølgende sommer (1340) i Bergen, hvor der blev holdt en slags raadssammenkomst med tilkaldelse af andre sagkyndige personer. En af dem, som man havde anmodet om at komme derhen, var hr. Erling; men da han endnu ikke var ankommen i de første dage af Juli, bleve forhandlingerne satte i gang uden ham. Ogsaa biskop Haakon havde af kongen faaet befaling til at deltage i disse, der, saavidt sees, bl. a. angik myntningen.[1] Kongen havde imidlertid ved denne eftergivenhed just ikke tænkt paa at ville give al magt fra sig. Han havde selv forbeholdt sig den endelige afgjørelse, og erkebiskopen med de øvrige tilkaldte geistlige og verdslige herrer vare saaledes kun en forberedende kommission. Da misfornøielsen netop gjaldt kongens selvraadige optræden, var det naturligt, at saadanne halve forholdsregler ikke udrettede, hvad dermed tilsigtedes. I det høieste kunde kongen derigjennem opnaa at udhale den endelige afgjørelse. Da han omtrent paa denne tid, som det synes uden at spørge raadet, unddrog Haalogaland og skatlandene fra Bergens fehirdsle, for i stedet at lægge dem under sit fadebur, var dette et nyt tegn paa, hvorledes han var tilsinds at styre landet, og da der fra enkelte raadsherrers side gjordes forestillinger herimod, førte disse ikke til noget.[2] Under disse omstændigheder var det ikke paafaldende, at gjæringen i landet holdt sig, og at de verdslige og geistlige stormænd tilsidst maatte blive i den grad misfornøiede, at de alene vilde lade sig tilfredsstille ved en opløsning af unionen, som den eneste udvei, der helt ud opfyldte de krav, som de stillede.
I 1343 drev man det virkelig ogsaa til, at en saadan ordning kom istand, idet kongens anden søn Haakon erholdt navn og værdighed som Norges konge, foreløbig rigtignok under formynderskab af sin fader, men dog saaledes, at han ved opnaaelsen af den myndige alder skulde være aldeles selvstændig. I Sverige skulde derimod Magnus for sin levetid vedblive at være konge. De ydre baand, som efter denne tid sammenholdt
- ↑ Dipl. Norv. VIII; no. 125, 127, 128. Smlgn. P. A. Munch, Norske folks historie, anden hovedafdeling, I, s. 232 flg. Da det ovenfor s. 187) omtalte brev fra 1340, der er beseglet af Paal Styrkaarssøn, er udstedt i Oslo paa en tid, da kongen rimeligvis var i Sverige, er det ikke umuligt, at rigsseglet da virkelig for en kortere tid har været betroet til denne kongelige klerk. Smstds. I, 239.
- ↑ Smlgn. P. A. Munch, anf. st. I, s. 249 flg.
