søn, hr. Haakon Agmundssøn, hr. Agmund Guthormssøn[1] og hr. Ulf. Saksessøn, samt væbnerne Sigurd Hafthorssøn, der aaret i forveien havde ægtet hr. Erlings datter og dermed var trukken ind i kredsen af Giskeættens interesser, Bjarne Erlingssøn, hr. Erlings eneste søn, Agmund Finnssøn, hvis fader hr. Finn Agmundssøn paa Hestbø formodentlig paa den tid netop var død eller ialfald laa paa sit yderste, Gjerd Smidssøn og Eiliv Eilivssøn af Naustdal. Disse udstedte paa den ovenfor nævnte dag en kundgjørelse om, at de havde været forsamlede in consilio hos kong Magnus, som da havde erklæret, at han vilde gjøre sin yngre søn, junker Haakon, til konge, hvem de da ogsaa med glæde vilde antage. At meningen hermed var en opløsning af foreningen med Sverige, viser sig noksom af de forsigtighedsregler, som der videre toges for at forhindre den ældre af kongens sønner, junker Erik, fra at trænge sig ind i regjeringen i Norge, og ligeledes forebygge forsøg fra kong Haakons side paa at faa herredømmet i Sverige, hvor thronfølgen var forbeholdt den ældre kongesøn og hans linje. For øvrigt er den hele kundgjørelse noget kortfattet med hensyn til de nærmere bestemmelser om maaden, hvorpaa rigets styrelse for eftertiden skulde ordnes. I denne henseende sige udstederne kun, at de med glæde have modtaget den nye konge, prout domini nostri regis Magni præfati ac prælatorum regni Norvegiæ literæ super hoc negocio plenius declarant et insinuant.[2] Der maa altsaa ved den samme leilighed, maaske endog noget tidligere, være udstedt andre kundgjørelser om thronens overgang til kongens anden søn, en af kong Magnus selv, en anden af biskoperne og maaske ogsaa af andre høierestaaende geistlige i forening med dem. Disse breve ere dog ikke nu længere bevarede. Derimod har man det brev, som i samme anledning længere ud paa høsten blev udstedt af de svenske prælater, medens for Sveriges vedkommende de verdslige herrers kundgjørelse ikke mere er til. Uagtet den fremtidige ordning af styrelsen var forskjellig i begge riger, da kong Magnus i Sverige skulde beholde regjeringen for sin livstid, maa der dog
Side:Det norske rigsraad.djvu/213
Denne siden er ikke korrekturlest
197
